Tilknytning er vigtig og ofte udfordrende, for vi har alle været hjælpeløse børn engang, og senere hen magtesløse voksne.
Det begynder med tilknytningen til mor. I nogle tilfælde er det faderen, men moderen er oftest den første barnet knytter sig til. Der hvorfra det oftest flyder med ”mælk og honning.”
Moderen har oftest let ved tilknytning og nyder godt af den, imens faderen måske lider under den, især hvis mor-barn relationen lukker sig om sig selv, og barnet får al opmærksomheden.
Uanset om man som mand eller kvinde måtte føle sig tilsidesat eller særlig knyttet, så er det svært for alle parter, hvis kærligheden er bundet op på en enkelt person eller noget bestemt. Barnet og senere hen moderen eller faderen kan have svært ved at slække på tilknytningen, og begge parter kan ubevidst styre hinanden ved at åbne og lukke for ”sluserne” af omsorg og opmærksomhed eller mangel på samme. Det udspiller sig ofte ubevidst, så følelsen og tilbøjeligheden kan hænge ved langt ind i voksenalderen.
Det kan vise sig ved en fortsat længsel efter mors og/eller fars omsorg og anerkendelse som voksen. Denne længsel kan overføres til andre relationer og situationer.
At forvente omsorg og anerkendelse fra andre skaber ubalance og ulighed i enhver relation og situation.Kærlighed i form af omsorg og anerkendelse er noget, vi før eller siden må lære at give os selv, selvom vi også kan glæde hinanden med det.
Altså alle os som er voksne og selvhjulpne.
Tilknytning kan udvikle sig til en form for afhængighed af sønnen/datteren eller af moderen/faderen. En overlevelsesmekanisme, som kan udspille sig i mange andre af livets sammenhænge. Det er forståeligt, hvis man tænker på barnets videre udvikling.
I takt med at barnets verden udvider sig udspiller tilknytning sig på forskellig vis i forhold til maden, legetøjet, pædagogen, vennen, læren, mesteren, guruen, arbejdet, ideologierne, troen, pengene, succesen, boligen, kæresten, seksualiteten, konen, manden you name it. Inden længe er vi tilbage til udgangspunktet, hvor endnu et hjælpeløst barn skal lære at knytte sig til nogle omgivelser, som måske fortsat higer efter det samme.
Tilknytning opstår på godt og svært og er afgørende for vores måde at møde livet og relatere til hinanden.
Tilknytning som en medfødt overlevelses mekanisme kan vække associationer til et gammelt udtryk; ”Du må ikke have andre guder end… ”
Måske er der noget om det, dog uden at ”Guden” er en person eller en genstand eller en institution. ”Guden” eller ”det guddommelige” kan forstås som kærlighed. Den kærlighed vi alle er født med og ind i.
En kærlighed vi længes efter og er bange for at miste, og som paradoksal nok allerede er her. Fri og ubunden.
Hvad vi end måtte vælge at tro på har skabt os og vores univers, så ser det ud til, at tilknytning, forgudelse og forglemmelse er en del af det. Det samme gælder den uskyldige og betingelsesløse kærlighed, vi kom ind i livet med.
Comments