Kontrasternes tid

Hvad kan man tro på? Hvem taler sandt?

Er spørgsmål der rejser sig i flere og flere med en naturlig nysgerrighed på de svar, der kan hentes i lærebøger, internettet, AI og nyhedsmedierne.

Jeg ser ingen farer i at søge svar via AI, internettet, lærebøger, eller nyhedsmedier, og heller ikke i mennesker der stiller spørgsmål til dem og til sig selv.

Jeg ser det som en naturlig udvikling af mennesket, hvor opmærksomheden gennem århundreder har været rettet udad for at forstå verden gennem videnskabens perspektiv og nyde godt af de opdagelser, og den materielle velfærd det har ført med sig.

Nu går udviklingen i en anden retning, da videnskaben ikke har fundet svaret på vores eksistens eller meningen med vores liv.

Derfor retter flere og flere mennesker opmærksomheden indad for at opdage, hvad der gemmer sig der. Det kan være overvældende i begyndelsen, hvis det er meget uvant. For man begynder at mærke sig selv, hvordan man har det fysisk og følelsesmæssigt, og man opdager de mange tanker og overvejelser, der er i konstant cirkulation.

Denne fase kan vække angst, som gør at man igen søger udad efter et holdepunkt en gammel afhængighed en trosretning med mere. Det er ofte ubehageligt at sidde med angsten, hvis man ser den som en fjende, der helst skal forsvinde, og man ingen erfaring har med at håndtere den, og ikke ved hvor man kan hente støtte til blot at sidde med den, indtil den opløser sig.

Når den værste angst har passeret, eventuelt ad så simple veje som at søge ud i naturen eller ind i kropsbevægelsen eller musikken, kan man igen rette opmærksomheden indad. Gradvist når følelsen med dens fysisk ubehag har lagt sig, og de største tankeskyer har passeret, opstår en salig indre fred der grænser til blis. Det kommer først som små intense oplevelser sidenhen som en mere permanent tilstand. En indre fred, som nu bliver den base, man tidligere søgte i det ydre gennem videnskaben, religionen, forældrene, kæresten familien, arbejdet med mere.

Denne bevægelse ”ud og hjem” gentager sig mange gange og er ofte drevet af en underliggende ubevidst angst. Det kan få nogle til at give op, derfor er det godt og hjælpsomt, at vi deler vores indre oplevelser med hinanden, og minder hinanden om at holde ved på vores unikke vej. En vej, der til tider kan føles ensom.

I indre fred kan man stille sine spørgsmål og vente tålmodigt på, at svarene kommer, samtidig med at man slipper tankerne om, hvorfra de kommer, hvornår de kommer, og på hvilken måde de præsenterer sig i det indre og det ydre. Et slip kan ganske enkelt indtræffe i en accept af den anspændte tilstand man måtte befinde sig i.

Fortsætter vi mennesker ad denne vej, bliver vi mere og mere intuitive og kan med større ro i hjerte og sind bedre forholde os til den komplekse verden, vi tilsammen har fået skabt. I vores primære søgen efter lykke derude, har vi en overgang glemt rigdommen i vores indre. En uendelig verden, der på guddommelig vis forbinder os med livet i det ydre. Nu er vi på vej til at leve med begge guldfund på bedst tænkelige og intuitive vis.