Så velkommen her&nu til al den viden, du har brug for lige nu.
På min personlige rejse har jeg bemærket, at hukommelsen er blevet væsentlig ringere. Det kræver lidt af en klæbehjerne at blive læge, så selv et lille tab er synligt for et ego-mindset, der ønsker og forventer og forventes, at have styr på tingene.
I begyndelsen vakte det uro, fordi jeg forholdte mig til fænomenet med en lægeidentitet og et egomindset. Da jeg så opdagede, at den ”svigtende hukommelse” også gjaldt for mine omgivelser, ja selv yngre mennesker, begyndte jeg at slappe af og iagttage det, der i virkeligheden er i spil.
-Når jeg har svært ved at huske og tale med om nyhederne, er det fordi, jeg ikke længere fulgte med i dem, fordi de oftest skabte mere uro, tvivl og frustration end ro, glæde og vished. Samtidig handlede de sjældent om, der hvor jeg er i livet, -der hvor jeg kan medvirke til at skabe forandring. Og nyhederne kunne sjældent genkendes fuldt ud i min virkelighed, i min
verdensopfattelse.
-Når jeg glemte navne, begivenheder og hændelser, var det fordi, jeg ikke længere var optaget af dem, så hvorfor huske dem? Essensen af personen, begivenheden, hændelsen, lever alligevel videre.
-Når jeg ville oplyse andre om mine gode ideer og ikke fortalte om eller dem eller ikke kunne huske dem, var det fordi, de alligevel ikke havde brug for det, eller måske ikke var interesseret i dem. For de efterspurgte dem sjældent.
-Når jeg var flov over, at jeg ikke kunne huske, var det fordi jeg skulle lære at give slip på at huske det, der var unødvendigt at huske, og acceptere at flovhed og uvished også er følelser, jeg kan blive taget af.
-Når jeg følte, at livet var meningsløst og trak mig tilbage i min egen lille verden, var det en naturlig følge, at tidens historier og kulturens spilleregler kunne glemmes.
Nu ved jeg, at når jeg glemmer, er det fordi, jeg har sluppet identificering med en bestemt måde at være og leve på, og samtidig mindes jeg om, at livet viser vejen. Uanset om mit ego-mindset vil det eller ej.
Når jeg opdager, at noget fortsat er i min hukommelse, er det fordi, det fortsat vil noget med mig, min person, det ego-mindset, der fortsat er her og har noget at lære af livet og tilføre livet.
For hvad er hukommelsen andet end et momentant og ofte voluminøst sanseindtryk, som i næste nu er forsvundet, hvis det da ikke lige gribes af sindet, der fortæller historier. Det er også helt ok og ganske naturligt og en af måderne, hvormed livet udfolder sig.
Sind og krop kan såres og få ar, alligevel ønsker personen og ego-mindsettet dybest set transformation, for det lider.
Derfor giver begrebet ” The wounded healer” god mening.
Vi er alle mere eller mindre woundet og kan hele hinanden gennem vores sår. Ja, gennem alt hvad vi siger, gør og er, og ikke-gør og ikke-siger og ikke-er. Vi skal blot vove at vise vores sårbarhed.
Det knuste hjerte kan forvandles til et åbent og helende hjerte,
Tak
Comments