top of page
Mette Maja Mouritsen
Mette Maja Mouritsen

Blog

"JEG VED DET IKKE"


Dengang jeg var læge, henvendte mennesker sig til mig med mange forskellige spørgsmål om deres tilstand. Det var sjældent akut sygdom. I de sjældne situationer, hvor folk var alvorligt syge vidste de godt, at de skulle ringe 112.


De fleste situationer var baseret på ANGST for, hvad der kunne ske, og TANKER om, hvad de kunne overse, og naturligvis også ubehaget ved at være i en given tilstand.

Det var mange forskellige tilstande, som jeg sjældent kunne give et fyldestgørende svar på. Jeg søgte først at anvende min tillærte viden herunder videnskabelige undersøgelser. Kun i sjældne tilfælde blev patienterne raske i den forstand, at de kunne slippe den diagnose, jeg eller andre læger havde givet dem. Det hændte også, at jeg holdt dem fast i diagnosen, imens de blev raske på anden vis. Jeg havde blot ikke øje for det. Nogle blev trods alt raske. Det tilskrev jeg overvejende min lægefaglige indsats, idet jeg glemte alt det andet, de samtidig foretog sig og/eller spontant blev påvirket af. Ofte fik de også en ”recept” i hånden enten på medicin eller en bestemt måde, de skulle leve livet på.


Alligevel sad jeg ofte tilbage med en usikkerhed i mine forsøg på at give patienterne sikkerhed, så de kunne forlade klinikken med et beroliget sind og hjerte.

Bag usikkerheden var angsten for at indrømme min utilstrækkelighed med tilståelsen:

”Jeg ved det ikke.”

På en måde den samme usikkerhed som mine patienter kom med: ” Jeg ved det ikke, hjælp mig”


En overgang troede jeg, at jeg vidste. Jeg vidste også noget i og med, jeg havde mødt mange andre patienter og forholdt mig til deres situation, men det handlede ikke om patienten lige foran mig. Deres unikke livssituation.


Det kunne jeg have valgt at sige direkte. Men intuitivt vidste jeg, at det var en del af ”forestillingen,” at påtage sig rolle af ”at vide.” Så oftest sagde jeg det ikke, og når jeg gjorde blev det sjældent hørt. De fleste patienter og især de højt uddannede søgte de mest intelligente svar, eller hvad være var, det absolutte svar. Hvilket mange troede var hos lægen eller i lægevidenskaben.

Nu ved jeg noget andet. Så hvis nogen i dag spørger om en af hverdagens og livets mange lidelsestilstande, er jeg absolut ærlig og svarer: ” Jeg ved det ikke.” Hvis du ønsker det mest intelligente svar, som jeg formoder, du søger, så find det i dig selv. Det kan indebære at have tillid til, at lade din krop vise vejen. Det kan også indebære at begynde at lytte indad og stille spørgsmål og lytte til den viden, der opstår.

Ethvert svar derude handler om andre menneskeliv og videnskabelige teorier på andre menneskeliv og om traditioner og konventioner. Dem kan du sagtens lade dig inspirere af, dog uden at give dem ansvaret eller skylden for dine valg før og efter.

Dybest set så ved hverken du, jeg eller de, hvad der er det absolut bedste valg.

Livet viser vejen, imens vi lever det.

Det kan være svært at acceptere for et ego, der styres af en almægtige tro på et endegyldigt svar, for deri at opleve indre ro, indtil livet overrasker på ny.

Seneste blogindlæg

Se alle

Purpose

Comments


bottom of page