Jeg deler gerne mine erfaringer for at medvirke til at noget ubevidst og tabuiseret kan blive bevidst og deri måske frisat. Det giver mening, for vi er her jo sammen, og jeg forestiller mig at der er andre, der fra tid til anden kan have glæde af at blive mindet om, at vi allerede er elsket og gode nok.
Et tema jeg har mødt på forskellig vis i mig selv. Ofte maskeret som det direkte modsatte. Altså som uelskelig og sjældent god nok i min gøren og væren. Disse dybtfølte overbevisninger har ført til de mest hektiske og sørgelige udfald, vurderet ud fra et personligt perspektiv. Det perspektiv som vil have livet i og omkring mig til at være på en bestemt måde.
Min sjæl ved derimod uden den mindste tvivl, at alt er vel. Med sjæl mener jeg, den del af bevidstheden, der kan hæve sig udover min form, min krop, min kulturelle baggrund, mit verdensbillede og vores fælles verden, ja ud over mit jeg.
At føle sig uelskelig og aldrig god nok, sammen med angsten for at blive afsløret heri har ført til
-stress med ledsagende fysiske symptomer.
- Rastløshed med megen gøren i forhold til væren.
- Søgen efter nye veje, nye muligheder.
-Tvivl på egne evner og valg
- Fastholdelse i vaner, adfærd, overbevisninger og forventninger til mig selv og andre
-Hensyntagen og omsorgsgiven i et omfang, hvor jeg misbrugte mig selv,
-Angst visende sig som stress, rastløshed, overaktivitet, anspændthed, fysisk smerte, forsøg på kontrol, tvivlen, hensyntagen og misbrug af mig selv.
Angst og bekymringer har således både medvirket til og forstærket disse overbevisninger og præget min måde at være i verden. Det er fuldt forståeligt, for det er smertefuldt at føle sig uelskelig og sjældent god nok. Ja i virkeligheden at føle sig disconnected.
Min sjæl ved lykkeligvis, at alt er ok. For al gøren og væren og ikke-gøren og ikke-væren har medvirket til mange kreative udfoldelser, mad på bordet, tag over hovedet og meget andet.
Min sjæl ved, når noget er for meget og for lidt, og skubber helt af sig selv mere eller mindre nænsomt til mig, når jeg er havnet i den ene eller den anden grøft.
Alt sammen for at jeg igen kan føle mig connected. Det kunne også kaldes at være hjemme i mig selv. Det hjem som altid er, -som dybest set er uafhængig af tid, sted og form.
Dybt connected indtil jeg på ny inviteres ind i gøren og væren på en anden måde og i en anden rytme. Også selvom det måtte ligne noget, jeg har gjort og oplevet før.
Livet leves i en forstand uændret. Nu elsker jeg blot ”ude og hjemme og lige her.” Samtidig er det befriende at erkende, at dybeste set er der intet personligt ”jeg,” der kan styrer mit liv.
Livet lever mig. Jeg ved, at jeg allerede er ”hjemme i mig selv,” i dette stille kærlige, blisfulde intet, som er lige nu og her.
Og skulle jeg glemme det i mine udlængsler og daglige ”rejser,” så kan jeg altid rette opmærksomheden indad, der hvor jeg lettest kan føle mig ét med dette kærlige intet.
Kommentare