top of page
Mette Maja Mouritsen
Mette Maja Mouritsen

Blog

På vejen til lykke og Frihed

  • Forfatters billede: Mette Maja Mouritsen
    Mette Maja Mouritsen
  • for 4 dage siden
  • 3 min læsning

Opdateret: for 7 timer siden



Tiltrækning og frastødning skaber bevægelse i livet lige som attachement og detachement.


Da jeg første gang opdagede de bevægelser i mig, dukkede der overvejelser op om, jeg mon havde en tilknytningsforstyrrelse. Jeg glemte helt, at det er sådan naturen fungerer, også naturen i mig. Det er let at komme til at dømme naturlige reaktioner som forkerte, hvis de føles ubehagelige og måske også vækker ubehag i andre. Men hvad er i virkeligheden forkert og i forhold til hvad og hvem og hvornår, når der ingen standardudvikling er for et menneskeliv?


Det tog mig et godt stykke tid at acceptere disse mekanismer og se dem for hvad det er; en sansning som fører til en bevægelse i mig og dermed i livet.


Inden jeg kom til en kærligere forståelse af disse bevægelser, måtte jeg igennem angst, som jeg har erfaret, ofte går forud for dybere indsigter. Angsten er blevet min ven, selvom den føles ubehagelig, imens den står på. Nu ved jeg, at der ofte er store gaver i vente på den anden side, når den først har sluppet sit tag. Angsten gjorde mig blind for at se og følge de bevægelser fra et kærligt sted.


Detachement, er et engelsk ord for slip af tilknytning eller binding til noget eller nogen. Det er en bevidstheds udvidende proces, som sker løbende gennem livet. Attachement/ tilknytning er givet fra fødslen i den forstand, at vi er ét med og knyttet til den kilde, vi oprinder fra. Desuden er vi knyttet til livet i kroppen, så længe vi lever, uanset om vi er bevidst om det eller ej. Gennem detachement fra det vi oplever i body-mind, kan vi erkende vores oprindelig natur. Vi kan også opleve det spontant, når vi er absolut nærværende tilstede i os selv eller med noget eller nogen, vi er meget tiltrukket af. Tiltrækning og frastødning er på den måde naturlige bevægelser i livet, som understøtter oplevelser af attachement og detachement.


Tiltrækning og frastødning er ex. i spil, når vi bliver forelsket og går fra hinanden. Attachement og detachement opleves ex, hvis man får børn og slipper dem igen til deres voksenliv og måske en ny partner. At ryge, drikke, spise, elske, motionere, arbejde og slappe af er andre former for tiltrækning og frastødning, som kan føre til attachement og detachement. Alle er bevægelser i livet, som vi kan acceptere, fordømme eller benægte afhængig af, hvad vi har fået indlært.


Undertiden sidder vi fast i det ene eller det andet, hvorved bevægelsen stivner en tid i situationen, personen eller relationen. Når fastlåsheden føles tilstrækkelig ubehagelig/frastødende, kommer der gang i bevægelsen igen. Det samme sker, hvis vi bliver bevidste om det, der er i spil, og er i stand til at slippe tilknytningen. Selv om vi måtte være bevidste om en binding til noget eller nogen, er det lang fra altid muligt at slippe den, og hvem siger også, at vi skal det ? Ofte er ønsket om at slippe noget, akkurat det, som holder os fast.


Der er ofte angst forbundet med slip af identitet/roller/funktioner/personer/, ja alt hvad man måtte være knyttet til, og kroppen kan reagere som var det den fysiske død. Angst kan derfor let forhindre os i at være mere frie og i fred med livet og deri lykkelige.


Der er mange veje til frihed og lykke gennem tiltrækning og frastødning, ingen af dem varer evigt. Varig lykke og frihed er måske at finde for enden af tunnelen, i slippet af dødsangsten, og i erkendelsen af vores medfødte attachement.

 
 
 

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page