Midt i en brydningstid indenfor sundhed og velvære, kan det være godt at huske på, at vi er her sammen. Kampen mellem det konventionelle sundhedssystem og andre helings veje giver derfor ingen mening. Ej heller kampen om hvilken behandler, der bedst kan bevise sine egne teorier og erfaringer's værdi. Det handler snarere om at se og tale om det der er og skabe nyt i forhold til ny viden og nye livsværdier.
Vi er her jo sammen på kloden og forhåbentligt til alles bedste, og som læge og behandler er det især patienternes erfaringer på egen krop, som vi må lytte til. Det er vores fornemmeste opgave som læge og behandler. Med patientens krop mener jeg naturligvis både psykisk og fysisk og åndeligt velbefindende, ja det hele om muligt.
Jeg støtter op om de mange gode behandlings- og udrednings tilbud, som patienten oplever at have gavn af i det konventionelle sundhedssystem. Mange patienter ved, at de kan modtage god symptomlindring der. Andre oplever desværre også det chok i deres krop det kan være, at modtage en alvorlig livstruende diagnose, og blive fastholdt i den. De mennesker anvender sundhedsvæsenet med større omtanke, og det er hensigtsmæssigt, for sundhedssystemet er nu så presset, at det kan være svært, at give alle patienter den tid og opmærksomhed, som de har brug for.
Jeg kan dog fortsat blive fortvivlet på patienters vegne, når de lader sig fastholde i, at der kun er én vej til, "at få det bedre", fordi jeg samtidig er vidne til andre "patienter", der er kommet ud af deres kroniske diagnoser på anden vis, ofte med samtidig hjælp fra det konventionelle, altså hvor de selv tager ansvar og anvender flere veje samtidigt.
Det konventionelle system kan let give patienten en opfattelse af, at livet og livets lidelser er stationære. Det er jo i en vis forstand at fastholde et menneske i lidelse, modsat det vi oprindeligt aflagde ed på som læger.
De dogmer indenfor lægevidenskaben, som jeg især oplever som begrænsede for at opleve mere glæde og frihed i livet er følgende:
1) Kausal behandling og forestillingen om at lægevidenskaben har "eneret" på den. For nærværende er der ganske få kausale behandlinger, da vi ikke kender årsag(erne) til de fleste lidelsers opståen i det enkelte individ.
2) Evidens: Evidens bliver oftest brugt som "et punktum" for enhver åbning til en sand videnskabelig diskussion ( videnskab=skabe viden).
Ofte bliver andre ikke-lægevidenskabelig funderede erfaringer afvist med den konstatering, at det ikke er evidensbaseret viden. Når "livet ikke er bevist" med lægevidenskabens redskab, så lyttes der sjældent med et ønske om at forstå og blive mere vidende.
Evidens kan ikke bruges direkte på det enkelte individ, altså den patient der sidder lige overfor os, og behandling handler netop om, mennesket lige foran os.
Evidens bygger på teorier og gruppebaseret forskning, der giver et øjebliksbillede af en flok forskellige individer, som allerede efter forsøgsomstændighederne er afsluttet har ændret sig fysiologisk og mentalt og måske også socialt. Med andre ord vi kan ikke referere til det/dem, i den tro at vi ved noget, som vi i virkeligheden slet ikke ved noget om, i det øjeblik vi udtaler os i generelle vendinger til patienten lige foran os.
At referere til evidens er dogmatik i retning af tro og religion, som naturvidenskaben jo selv har taget afstand fra i mange år.
Tro og evidens er og har været en nødvendighed, og det er det måske fortsat, vi skal blot tale åbent om, hvad det kan og ikke kan, uden at fastholde mennesker i en bestemt trosretning. Denne viden er heldigvis også blevet mere almen viden, da patienterne selv erfarer på egen krop, at evidensen, og de mange skiftende sundhedsråd ikke holder ord.
3) Døden: Hvad skal vi mennesker dø af, og hvilken måde og hvilket tidspunkt er den "rette" måde at dø på ?
Døden er et tabu, og i en vis forstand et dogme, i stille samtykke om, "det taler vi nødigt om" . En ydmyghed og respektfuld samtale om, hvordan vi forestiller os livet her og nu skal ende, og hvad et menneske kan frygte mest med ved døden, så vi kan lindre dem der, er meget livsbekræftende. Til støtte i den proces, kan en viden om de manges erfaringer med nærdødsoplevelser, være til umådelig stor hjælp. Det kan åbne for mindre angst for døden, og såmænd også det at turde leve livet fuldtud.
En angst, der for nærværende, fylder sundhedsvæsenet med mange raske mennesker med usynlige symptomer.
Det er de iagttagelser, jeg har gjort mig udfra min kendskab til det konventionelle system og mange andre veje foruden min egen.
Lægevidenskaben er blevet rigtig god til akut behandling af akutte tilstande. Den har blot sine begrænsninger akkurat som al anden behandling, hvor folk tror de kan overlade ansvaret for eget liv og velbefindende i andres hænder.
Det kan være svært at se i øjnene som læge og behandler ja i grunden alle mennsker, at vi ikke kan tage ansvar for andre menneskers liv, med mindre de direkte har valgt at overlade det til os, og vi bevidst vælger at tage det ansvar på os, med alt hvad det indebærer, velvidende, at døden kan vi aldrig kontrollere, og at heling og sand frihed og glæde opstår indefra.
De mennesker (og børn), der ikke måtte være i stand til at træffe bevidste valg, må vi i samarbejde med de nærmeste pårørende hjælpe på bedste menneskelig vis.
Vi er her jo sammen til alles bedste både i livet og i døden, selvom det nogle gange synes anderledes.