Håber disse refleksioner kan inspirere, når jeg skriver vi, er det fordi de ikke alene er mine egne oplevelser, men noget jeg også ser i mine relationer, og jeg tror på at de fører til mere ægte selvkærlighed, og dermed mere ægte kærlighed til andre:

Vi er grundlæggende stilhed: den vågne kærlige iagttager, bevidstheden, sådan som den kan opleves i ro, uanset hvor vi er i naturen, i meditation, i stilhed med andre med mere. I ro hviler personligheden, indtil den rammes af in-put, og vi indtager en "form", en rolle, som vi kan vælge at udleve, rumme, stivne i og slippe igen. Eksempelvis kan vi tage form i retning af at være mor, læge, hjælper, offer, krænker, pige, kvinde, datter med mere. De forskellige in-put kan være tanker, ord, lyde, berøring, kontakt, lugt, smag, synsindtryk, fornemmelser, følelser. Jo mere sensitive vi er jo flere in-put tager vi ind. Alle de in-put i livet som kan føre til oplevelser af tab og traumer og glæder, og som former vores personlighed. Det sker fra det øjeblik vi træder ud af stilheden, så for det meste er vi i form. Det sker igen og igen, fordi vi mennesker er grænseløse og forbundne, også i forhold til det vi møder i livet, ellers ville vi ikke blive ramt eller såret af in-put. Tilsyneladende empatiløse eller mere grænsefaste og til-lukkede mennesker bliver også ramt, de bliver også syge, de lider også.

Der er altid en skygge side, når vi lever i lyset, det jordiske lys, og det gør vi jo alle.

Ved at leve vores forskellige former lærer vi dem at kende. Vi kan også begynde at opdage dem og lære at slippe dem, når de ikke længere gavner. Ved at slippe det der ikke længere gavner os, heler vi ikke alene vores egne tab og traumer, vi heler også menneskeslægten, som vi er forbundet med <3