Heling gennem det bevidste selv, er den del af os der er iagttageren af det strukturelle, det personlige og det funktionelle selv. En voksende gruppe af tiltagende selv bevidste mennesker, har oplevet at det er muligt at slippe uhensigtsmæssige identifikationer med en følelse, et kropssymptom, en rolle, som vi udfylder og udspiller i vores liv, og at det slip kan være yderst helende.

Nøglen er accept, som gradvist fører til stilheden og kærligheden i os, som er den største heler.

Det begynder med at opdage og acceptere status quo, vores aktuelle krops tilstand som den er lige nu, uanset de historier vi har med os. Det handler også om at anerkende os selv og hinanden, for det vi er til ethvert tidspunkt.

Egentlig er det ikke en aktiv ændring vi fortager, vi iagttager os selv i et kærligt lys, fra vores indre kerne, vores essens vores sjæl, vores bevidsthed. Den del af os som er kærlig, seende og rummelig. Det kan være værdifuldt at forstå os selv helt ned i de kropslige reaktioner, det er dog ikke altid nødvendigt. Tænk her på dyrene, de forstår nødvendigvis ikke og heler mange gange alligevel, og fortsætter livet tilsyneladende upåvirket af det hændte, måske fordi de ikke er i besiddelse af det samme reflekterende sind.

Enkelheden består i at opleve iagttageren, bagom følelserne, bagom dramaerne, bagom kroppens smerte.

Iagttageren er en stille værens tilstand. I denne stilhed er der også stilhed i "billedfremviseren", som er den virkelighedsopfattelse, vi oplever og udspiller.

Iagttageren er ikke adskilt fra billedfremviseren alias kroppen som en helhed . Stilheden fodrer billedfremviseren, for selv i stilheden er der bevægelser, som de til tider næsten umærkeligt fine bevægelser i åndedrættet, som gør, at vi ved, vi stadig eksisterer, også selvom vi for en stund måtte opleve enhed med omgivelserne i dyb meditation eller på anden vis. For mig er stilheden vores fælles hav, skabelsens grundsubstans, kærligheden der vil os, og som bragte os i eksistens og som også initierer bevægelsen. I den forstand er de ét, bevægelse og væren: doing og being er ét.

Enkeltheden består i at opleve iagttageren, bagom følelserne, bagom dramaerne, bag om kroppens smerte. Hvordan kroppens forskellige symptomer derved ændres og opløses, kan man kun gisne om, og måske følge med undersøgelser, hvis man ønsker det. Forandres og opløses gør vi helt sikkert, det er ganske enkelt naturen og livets gang, men stilheden forbliver.

I den forståelse er "ind til stilheden" en enkel helingsmetode, og samtidig kan den være uhyre kompleks, hvis man igen og igen lader sig aflede at et symptom, der skal undersøges og forklares af det ene eller det andet eller tredje analyseapparat. For selv om et analyse apparat uden for os selv ikke kan finde ”fejlen”, så sanser vi den måske fortsat selv. Iagttageren, det fineste ”analyseapparat” registrerer alt, og sanser at der er en ubalance.

Praktisk: En mulig leveregel i forhold til at sanse ubehag, som ikke kan visualiseres kan være denne: hvis ubehaget ikke kan analyseres eller registreres af andre, så har det nok ikke bidt sig så meget fast, at der skal tages handling på det lige nu. Måske kan kroppen selv klare det med tiden, hvis vi slapper af og tillader det. I virkeligheden, er det ganske få manifeste lidelser, der skal tages handling på her og nu, og skulle de dukke op, så kan vi som regel altid få den bedste første hjælp i Danmark. Denne ”førstehjælp” udelukker ikke det sideløbende arbejde i stilhed, som eksempelvis kan være, meditation, yoga, mindfulness, naturvandring i stilhed, tai-chi mm. Mindfulness har den styrke, at den samtidig kan bringe bevidsthed om sammenhængen mellem krop, psyke og adfærd.

Det indre arbejde handler om at give plads og derved slippe de kropslige ubalancer, og vende tilbage til stilheden, iagttageren . Det er min erfaring at ved at give slip, på at skulle ”fixe” en ubalance og i stedet give den plads, altså acceptere den, så opløses den igen og igen. Det kræver tålmodighed, øvelse og vilje og ofte en spejling fra andre mennesker, så denne vej er bedst i fælleskab. Denne vej kræver disciplin og er måske derfor ikke altid så let, men stadig meget enkel.

Igen er der intet forgjort eller forkert i udelukkende at vælge eller fravælge heling gennem det bevidst selv eller de mange andre veje, vi gør alle det vi kan, som er muligt og som føles godt, der hvor vi er i livet. Det er i sig selv det vigtigste at vide.