Vi kan ikke afgøre om et andet menneskes oplevelse er sand eller falsk, det ville være det samme som at sige til et menneske, at den drøm du har oplevet i nat, og fortæller om lige nu ikke er sand. Men det er den jo, for personen har oplevet den, også selvom den ikke kan ses eller forstås af en udenforstående person.

Jeg tror også, at de fleste psykiatere har gjort sig den erfaring, at hvis de forsøger at forstå en patients tankegang, så er indholdet af det de fortæller meningsfuldt og sandt for personen. Det er et spørgsmål om at forstå hinandens billedsprog. Vi har jo alle vores eget foruden vores fælles billedsprog.

Som hvis jeg i dag anvender et gammelt dansk udtryk og siger: ”Det er da op ad bakke” og dermed mener: ”Det er vanskeligt”, vil denne generation forstå det som: ”Der er god fremgang mod toppen” og endnu længere tilbage måske endnu mere konkret: ”Jeg gik op ad en stejl bakke”. Det samme med begrebet ”imødegå”, som før i tiden betød ”Gå imod”. I dag betyder det ”komme i møde”, og så er der ordets konkrete betydning: ” At gå i møde”. Vi har alle vores unikke billedsprog og opfattelsesmåde, som også er tidstypisk og kulturelt bestemt. Derfor er det uhensigtsmæssigt og kan ligefrem være et psykisk overgreb at kalde andres sansninger usande.

Det handler ikke længere om at have ret men om at forstå, og det sker ved at have et åbent sind og en naturlig nysgerrighed og velvilje til at lytte til andre mennesker. Ved at stå ved det, vi sanser til et givet tidspunkt, hjælper vi alle hinanden til at forstå de mange forskellige måder, vi oplever verden på. Frygten for det ukendte lukker ofte ned for vores højere bevidsthed, og dermed indirekte også for vores fælles højere bevidsthed. Derfor er angst og de mange forskellige følelser bag frygten, så som ignorance, vrede, jalousi også vigtige at forholde sig til. Ja alle de mange følelser som får os til at være og opfatte verden på forskellig vis.

Så hvis virkelighed er sand? Den ”psykotiske patients virkelighed”, ”Huskeanæstesipatientens virkelighed”, ”Nærdødsoplevelse patientens virkelighed”, ”drømmenes virkelighed” eller den ”normale” virkelighed eller dem alle ? For mig er alle virkeligheder normale. Normale i tiden, i den kulturelle tid, og i et givet øjeblik i livet for et givet menneske.

Jeg ved, at det er muligt at eksistere i flere tilstande samtidigt. Og det kan være en ordløs og ubeskrivelig smuk oplevelse. Jeg forstår og respekterer også, at det kan være ubeskriveligt smertefuldt. Her tænker jeg især på de psykiatriske patienter, der i stor angst har smertefulde oplevelser, som det vi kalder hallucinationer og uvirkelighedsfornemmelse. Men også de patienter som beskriver et ”locked-in” syndrom på grund af psykofarmaka. Jeg forstår også hjælperen, for det er ikke altid så let at ville lindre forpinthed hos et andet menneske og samtidig håndtere et behov for at være i kontrol over situationen. Måske ved hjælperen ikke, hvad personens reelle behov er, og måske ved personen det ikke længere selv. Jeg tror stadig, at det vigtigste er ro rummelighed og at lytte. Og så hele tiden forholde sig til tilstanden i personen, som skifter fra tid til anden, så kan medicinen justeres op og ned og evt. helt ud.

For mig er alt sandt, alt eksisterer uanset om det er en tanke, et billede eller en fysisk manifestation. Spørgsmålet er, om vi vælger og evner at manifestere vores ideer. Tænk hvis den mand der først fik tanken om at lave et bord, eller en bil eller et fly aldrig havde forfulgt sin første tanke, fordi han var blevet mødt med en afvisende arrogance: ”Findes ikke ren tankespind”, så var vi jo aldrig blevet så bevidste, som vi er i dag. Og hvem ved, måske blev han mødt sådan i første omgang, men heldigvis er livet forunderligt kraftfuldt og magisk i os alle, uanset om andre forsøger at kontrollere det.

Så når alt er sandt, hvem kan vi så tro på?

Vi kan tro på vores egne sansninger inklusiv vores intuition, den specifikke inspiration fra vores højere bevidsthed. At tro på andre mennesker er et spørgsmål om tillid. Og selv der sanser vi for det meste ganske godt, hvis andre mennesker taler deres sandhed uden skjult hensigt om at opnå noget eller overbevise os. Med andre ord vi fornemmer som regel ganske vel, hvis andre mennesker manipulerer med os bevidst. Endvidere er det et valg at tro på andre, og det er naturligvis farvet af vores tidligere erfaringer, især fra den tidlige barndom, hvor vi havde brug for at stole på vores nære omgivelser for at overleve. Det er også fortsat nødvendigt at tro på hinanden for at leve og overleve, og vi har brug for troværdige mennesker. Når alt kommer til alt, så lærer vi og bliver mere bevidste gennem vores livserfaringer, så vi kan kun springe tillidsfuldt ud i livet og fortsætte med at opleve og lære.

ps. tak for lån af den fantasifulde tegning til kunstneren, hvis navn er i nederste højre hjørne