top of page
Mette Maja Mouritsen
Mette Maja Mouritsen

Blog

Evidens


Evidens og især den mest anvendte form, har stor lighed med det vi kalder personlige erfaringer. Den består i undersøgelser af en gruppe menneskers erfaringer, som vi forledes til at tro er sandheden, når vi efterfølgendemed eftertryk siger ”det er evidensbaseret”.

Hvis vi undersøger den lægevidenskabelige evidens, hvor mange undersøgelser er så blevet reproduceret under nøjagtige samme forsøgsomstændigheder, så vi med høj evidens kan sige, at således forholder det sig hver eneste gang for det enkelte menneske?

INGEN !

Det er ganske enkelt umuligt at lave to ens forsøg. Forsøgsomstændighederne vil altid være nye: et nyt tidpunkt, nye omstændigheder, nye personer for intet forbliver det samme heller ikke i forsøgspersonen.

Så man må sige, at det er med en spinkel vished, vi til tider udtaler os med stor sikkerhed, og siger, at alternative veje ikke virker, da der ikke er skabt evidens.

Evidens er nogle gange som historien om storken, der kommer med barnet. I starten tror vi på den, ind til vi selv ved bedre….Hvorfor læner vi os mon op ad evidensen, og hvad er fordelene og ulemperne ved at referere til evidens og naturvidenskabelig bevisførelse ?

Vi anvender begrebet evidens, når vi ønsker at understrege vores udtalelser med vendinger som “det er bevist at …”. Men evidens er ikke et faktum. Ændres forudsætningerne kan evidens ændres.

Så hvad er forudsætningen for evidensen ? I lægevidenskaben er forudsætningen, at lægerne og patienterne tror at undersøgelser lavet på en gruppe mennesker kan bruges på det enkelte menneskes livsituation. Men selvom vi har de samme organer, så afhænger vores velbefindende helt ned til det enkelte menneskes unikke organ af den livssituation og de omgivelser, vi befinder os i på et givet tidspunkt i vores liv. Den gruppe af mennesker der ligger til grund for en undersøgelse, og som evidensen refererer til har hver deres fortælling, og deres livssituation har også ændret sig siden undersøgelsen fandt sted og dermed også deres individuelle velbefindende og de oprindelige forsøgsresultater.

Hvorfor bruger vi så evidens? Handler det mon om vanetænkning og ansvars fordeling? Ved at henvise til evidensen kan vi let komme til at lægge ansvaret ud til andre i stedet for at undersøge og finde svaret i os selv. Når alt kommer til alt, er det os der befinder os mest i vores egen krop, og vi kan lære at mærke, hvad der føles godt, og hvad der føles mindre godt, hvis vi skulle have glemt det, i vores anstrengelser for at finde svaret derude i evidensen. Symptomet opstår i vores krop, der er ingen, der har ”puttet” det derind, og det starter sjældent som et lyn fra en klar himmel. Der er oftest en forhistorie, selvom vi i vores travlhed har glemt at lytte til den og tage højde for vores indre velbefindende. Kroppen reagerer blot med et symptom, som vi retter vores opmærksomhed mod, for at erfare at nu er der noget, der skal ændres i vores liv, så vi kan leve videre på en ny måde uden eller med det oprindelige symptom.

At forstå kroppens symptomer som budbringere forudsætter bl.a. en ændring af vores konventionelle tænkemåde lidt som at vende kostpyramiden på hovedet, i den forstand at det ikke er evidensen, lægen, prøveresultatet, der ved bedst, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for. Derfor har vi stadig brug for en læge eller et andet menneske til at hjælpe os med at forstå vores vaner, tankemønstre og følelser, sådan som de viser sig i de kropslige symptomer, og derudfra evt. få foretaget relevante undersøgelser og behandlinger, som giver mening for os, så vi kan arbejde videre med det, der skal ændres i vores liv, i det indre som det ydre.

Hvad er så fordelen ved evidensen ? Det er følelsen af: ” Jeg er ikke alene”. Der er andre der har det lige som mig ” og ”Der er nogen som ved og tager ansvar ”. Det giver en vis tryghed, for en stund.

For det kan være skræmmende at vide, at lægen, læren m.fl. ikke har sandheden, derfor kan det være godt at læne sig op ad andre i tilsvarende situation. Det er dog uholdbart i længden at læne sig op ad evidens, da den ikke giver den samme direkte følelsesmæssige forløsning som det at blive set, forstået, elsket og krammet. Alt det der i sandhed giver ro i et menneske.

Evidens kan eksempelvis bruges på denne måde i en lægepraksis: Når et menneske møder op med ondt i ryggen, er det godt at vide, at der er visse sjældne symptomer, som kan kræve akut indsats. For at afdække dette bruger lægen evidensen. Alene at behandle rygsymptomet ud fra evidensen om, hvad der lindrer symptomet, fjerner ikke årsagen til symptomet. Lægen kan gå bag symptomet og evidensen og spørge indtil personens individuelle belastninger så som arbejdssituation, økonomi, ulykker, boligsituation, familie og parforhold mm. Men det kan lægen naturligvis ikke behandle, og han kan derved føle sig magtesløshed, og i sin magteløshed, kan han let vælge at behandle og undersøge, og på den måde kan læge og patient let ”danse rundt” om den udløsende årsag, som findes i patientens indre og i hans livssituation.

Det er ikke nok at finde de fysiologiske forandringer i kroppen ved scanninger, blodprøver mm, og behandle dem, det er mindst lige så nødvendigt med en årsags afklaring, ellers kommer patienten igen og igen evt. med nye symptomer, som popper op på grund af en uafklaret belastning. Det giver et presset sundhedsvæsen og en utilfreds patient. Og patienter er ikke, hvad de har været, som det ordet ”patient” oprindelig betød, nemlig at være tålmodig. Patienten ønsker ikke længere at være eller forblive patient.

Derfor er det bl.a. også nødvendigt at forstå: Hvorfor ryger, drikker, overspiser, overarbejder, ja misbruger vi os selv og hinanden? Den slags kan ikke behandles med medicin, selvom den i bedste fald kan lindre og aflede os for en stund.

Evidens kan give en vis ro og baggrundsviden for at stille de rette spørgsmål til at opklare vores aktuelle tilstand og livssituation, og den kan også fratage os ansvar og fjerne fokus fra os selv, der hvor nøglen til sand velbefindende ligger gemt. Så brug "Tante Evidens" med omtanke og husk altid at spørge "Det indre barn" til råds.

Seneste blogindlæg

Se alle

Hvorfra stammer en virus?

Der findes ikke et endegyldigt videnskabeligt svar Tilbage i 1957 skrev en nobelprisvindende videnskabsmand A.LWOFF fra Pasteur...

bottom of page