For at sprede lidt mere lys på begrebet depression, er det væsentligt at forstå depressions mekanismen. For hvad er depression? Hvis vi i første omgang ser bort fra de diagnostiske kriterier, som vi læger anvender, kunne det være interessant at dykke ned i den proces, der fører til tristheden bag enhver depression. Ingen er jo født depressiv, en nyfødt depressiv baby er endnu ikke blevet rapporteret. Så hvilke mekanismer i det enkelte menneske udløser oplevelsen af depression. Altså hvad kan udløse den fysiologiske iagttagelse serotonin mangel, hvis vi mener at depression skyldes serotonin mangel ? Hvis vi bruger vores egen viden og erfaringer som menneske, så er det almen viden, at følelser som lavt selvværd, skam og skyld ikke skaber glæde men tristhed. Ligesom negative tankemønstre i retning af: ”Jeg kan ikke…, Jeg duer ikke… Der er ingen der forstår mig… Der er ingen der kan lide mig…De andre er dumme ” ikke skaber glæde men tristhed, og sidstnævnte tankeforstyrrelse med en snært af vrede, kan tilmed føre til en agiteret tristhed, da man let kan isolere sig i sin vrede. I min verden er det en tankemæssige forstyrrelse, at betragte sig selv og andre med overvejende negative tankemønstre. Det er desuden almen viden, at tristhed gennem længere tid kan føre til en mere handlingslammende tristhed, sådan som depression grundlæggende iagttages og beskrives ud fra lægens diagnostiske kriterier ( nedsat aktivitetsniveau, negative tankemønstre med uoverkommelighedsfølelse, nedsat fordøjelse og sexliv m.m.) Depressions mekanismen er, ved brug af sund fornuft og retrospektive iagttagelser af processen sammen med den depressive person en gradvis proces i personen. En proces der handler om kognitive forstyrrelse, som fører til følelser som tristhed, skam og skyld m.m. Og omvendt kan selvnedvurderende følelser, føre til tiltagende negative tankemønstre. Depressionen opstår ikke pludselig som et lyn fra en klar himmel, der er en ”udviklingsperiode”, hvilket også indgå i lægens diagnostiske kriterier. Hvor lang denne udviklingsperiode er hos det enkelte menneske ved vi læger ikke, vi opstiller blot vores egne diagnostiske kriterier. Så naturligvis vil der fortsat være kognitive forstyrrelser efter depression, hvis man som læge tror at depression alene kan behandles med serotonin re-uptake hæmmer. Årsagen til depressionen, de kognitive (tankemæssige) forstyrrelser og de ledsagende triste følelser, vil stadig være der, hvis der ikke er taget hånd om dem. Og selvværd er ikke noget man får, fordi andre siger man er værdifuld, eller ved at blive opfordret til at tænke sig værdifuld, nej det er en levet oplevelse af at være værdifuld. Så hverken kognitiv terapi eller medicin kan alene hjælpe et menneske ud af depression. Dertil skal også gode kærlige relationer og en levet oplevelse af at være værdifuld.

Jeg er sikker på, at vi læger godt ved, at det forholder sig sådan, at tanker påvirker vores følelsesliv, og at følelserne manifesterer sig i kroppen hos den depressive i form af bl.a. nedsat appetit , nedsat sexliv, nedsat fordøjelse, nedsat fysisk formåen. Så har vi mon glemt vores almen menneskelig viden og mistet os selv i fordybelse af detaljen eller i andre formål? Har lægen specialiseret sig ud af sin profession? Når vi glemmer vores medmenneskelighed, vores almene viden, risikerer vi også at glemme os selv, og formålet med at være læge og menneske, som for mig handler om at hele os selv og hinanden i ordets egentligste betydning. Dette indlæg er skrevet for at minde os alle sammen om, at tristhed og diagnosen depression er noget, vi kan komme ud af ved egen og ved fælles hjælp, hvis vi minder hinanden om, at vi grundlæggende er hele, kærlige og forbundne.