Vrede og frustration er for mig, når mit ego ikke får ret. Ikke får sin vilje. Ikke bliver set og anerkendt.
Vrede kan som angst være meget subtilt og have mange “ansigter.”
Når jeg opdager, det er i spil, ved jeg, at jeg skal stoppe op, læne mig tilbage, og vente til det fordufter, så jeg igen følger livets flow i mig. Det som ved vejen. Det som mit ego kan skygge for en overgang
Nogle gange kan det føles så ubehageligt, at det kan lette at “handle” mig ud af det på forskellig vis. Ex en tur i naturen, en leg, en kreativitet, et arbejde, en snak om andet end vreden. Er jeg taget af den, så forstærkes den ved en snak. Er jeg fri af den, og ser den for hvad den er, kan jeg snakke om den. Der ved jeg, at jeg lider, når jeg benægter virkeligheden her og nu.
Agression er for mig, en styrke, et våben til at fokusere og skærer igennem, når det er absolut nødvendigt. Det er et enkelt “cut”, “ statement”, “ord” og så tilbage med “våbnet”. En handling/ reaktion uden efterfølgende følelser af vrede. Snarere frihed og klarhed, nå ja måske i starten på lidt bævrende ben .
Derfra åbner verden sig på ny også det der lå bag.
Med den tilgang oplever jeg, at vrede og frustration er en sjælden gæst og
agression et sjældent våben.
Begge er velkomne som en del af livet. De er påmindelser om at “ vende hjem” til os selv. Paradoksalt nok, det “selv”, der hele tiden er her også lige nu.
Det andet er forbigående livsoplevelser.
At erkende det og acceptere dem som sådan giver frihed, styrke, mod og tillid til, at livet vil os det bedste.
Comments