Som menneskerace har vi lært meget om vores omverden.
Hvor meget af den tillærte viden husker vi, hvis vi skulle få brug for den, i forhold til den viden vi opnår gennem livserfaringer?
Den læring der huskes bedst sidder i kroppen og på ”rygmarven.”
Så hvordan aflæres stagneret og måske traumatiserende viden hvorved vi kan åbne os for ny ?
Som enkelt individ, ved vi meget lidt om os selv,- vores krop og vores oprindelige natur.
TÆNK HVIS ….
Vi fra barnsben lærte om os selv og om sammenhænge mellem krop, sind- bevidsthed og vores omverden. Ikke som en detalje orienteret læring, der skal gengives og bedømmes, men som en oplevelsesbaseret og følelsesmæssig forståelse for sammenhænge i os selv.
En vej til at forstå os selv og vores omverden og udvikle et sandt selvværd *.
En mulighed for at udvikle og styrke vores selvtillid. Tillid til at livet i os kender vejen. Vores unikke vej.
TÆNK HVIS dette ”fag” prioriteres højest tæt efterfulgt af et ”fag” om medfølelse. Medfølelse med os selv og hinanden.
TÆNK HVIS, vi derved langt lettere kunne tilegne os viden. Velvidende at vi kan ”lytte” os til meget og ”regne” den ud på forskellig vis.
TÆNK hvis kreativitet og nysgerrighed blev styrket i os og i alle fag?
TÆNK HVIS vi erkendte, at tiden er en opfindelse og dermed også ideen om, at tid er penge?
TÆNK HVIS Vi alle derved fik mulighed for at udleve vores kreativitet og nysgerrighed i alt hvad vi foretog os til glæde for os selv og hinanden og ”tidsånden”?
FØLE
TÆNKE
LEVE
DET
*Sandt selvværd betyder her, at vi husker/kender vores oprindelige natur og derfra ved, hvornår vi tror os almægtige, og hvornår vi ved os afmægtige.
Comments