FORESTIL DIG, at du som en vågen og alkærlig bevidsthed tager form af en baby.
En form, hvori du kun kan kommunikere gennem uartikulerede lyde.
Du er dybt afhængig af dine omgivelser, for at få tilfredsstillet formens, behov,
Du er fuldstændig afhængig af andre, for at kunne flytte dig,
Du har intet ”kørekort” til ”fartøjet”, og må lære ved at afprøve.
Du er tvunget til at acceptere livets spilleregler,
Familiens leveregler,
Samfundets spilleregler,
Ja, alle tænkelige regler
I begyndelsen er du fuldt ud bevidst om din nye form og det mindset (”leveregler”), der præger din bevidsthed:
Det gælder både ideen om formens funktionalitet og tilstedeværelsen af forskellige tankeformer, der skaber billeder og nye former og ideer om, hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert.
Du ser, mærker og ved ganske klart, hvad der er i spil.
De sanseindtryk, du oplever via formen, tiltager konstant i antal.
Hver eneste indtryk registreres af den begrænsede bevidsthed din form udgør.
Dit mindset vurderer indtrykkene som værende gode eller dårlige, behagelige og ubehagelige m.m.
Nu begynder du gradvist at knytte dig til flere af dine oplevelser. Især dem, som du oplever som værende gode eller behagelige i henhold til mindsettets vurderinger. Det skaber en midlertidig ro og frihed for nogle af de overvældende mange sanseindtryk, som mindsettet mener, du skal forholde dig til. Uden at være bevidst om det identificerer du dig med de oplevelser, som du er knyttet til. Samtidig forsøger dit mindset at fastholde indtryk og oplevelser uden at opdage, at de allerede har forandret sig. Du bliver mere eller mindre fastlåst, indgroet, i formen.
I det kompleksiteten og mængden af indtryk tiltager, og tyngden af de mange leveregler bliver for overvældende glemmer du mere eller mindre helt din oprindelige natur.
Så, hvordan erindrer du nu, det du har glemt?
Hvordan bliver du atter fri?
Fri af det mindset og den ide, der holder dig fastlåst i en form og en række andre mindset?
Er det mon først, når formen, kroppen, dør?
Eller, kan du dø, før du dør?
Hvem ved?
Måske, kan vi hjælpe det på vej, hvis vi igen og igen ser og slipper de mange forskellige identifikationer og afhængigheder, vi måtte være taget af og lider under. Vi bliver gradvist mere bevidste om de tankerformer og fysiske sansninger, som kommer og går. Alligevel vil vi fortsat være identificeret med kroppen, hvis vi altså adlyder dens behov, når sulten, tørsten og angsten melder sig. Det er en måde at opretholde ideen om at være en krop med særlige behov,
Er det mon muligt og målet, at vende tilbage til at være ren alvidende og alkærlig bevidsthed?
Hvem ved?
Måske vi straks efter den fysiske død tager form af noget andet. Indtil da oplever vi livet gennem kroppen, og iagttager livets orden og kaos.
Vi kan naturligvis også vælge livet fra, med største respekt og medfølelse for den udvej.
De fleste vælger livet i fascination af de mange forskellige sanseindtryk og vidunderlig forskellige identiteter, vi måtte opleve, imens livet lever os.
Vel vidende at det, vi dybest set er, hele tiden har været her.
I den forstand, er der intet mere at søge , hverken ude eller inde.
Vi har allerede adgang til svarene og er allerede kærligheden
Vi har altid været os selv, bevidste og alkærlige.
VELKOMMEN HJEM
Comments