Tro, Blodtryk & Julemanden

Når verden åbner sig udover den begrænsede verden, vi mennesker for det meste lever i, kan det som tidligere er indlært forandres momentant men også over tid.

Sandhed er deri et glimt af noget, som indfinder sig i et øjebliks vished. Noget der kan være svært at holde fast i, for sindet melder sig hurtigt og fastholder det gamle. ”Sindet” er et hav af læresætninger, ideologier og ”pegende fingre.” En gigantisk tanke-konstruktion, som ingen kan tage hele æren, skylden eller skammen for. Det trænger sig på, i det øjeblik vi fødes, og præger os livet igennem, ved at holde fast i "sandheder”, som måske ikke længere er sande eller harmonerer med vores egne sandheder.

Det blev jeg igen mindet om, da en ven bad om min vurdering af, hvorvidt han skulle tage en blodtryksmedicin hans læge havde anbefalet. Mit umiddelbare svar var; det ved jeg ikke.  Jeg fortalte ham om min sandhed, at blodtrykket ikke er årsagen til lidelse, det er blot en af mange kropslige reaktioner på noget, vi er ubevidste om. Vennen havde henvendt sig til sin læge af følelsesmæssige årsager, som så blev gjort til et fysisk målbart problem, blodtryksværdien, og blev tilbudt en behandling ud fra en ide om, at blodtrykket var årsagen. Ifølge hans læge, skulle det ligge på 120/60. ”Jamen, så skal jeg jo leve som en munk,” sagde min kloge ven, - og fortsatte; ”men sådan er min virkelighed ikke.” Deri fandt han sit svar.

Imens vi lever livet, lever blodtrykket også livet. Heldigvis, ellers ville det være meget ubehageligt at løbe en fysisk- eller følelsesmæssig maraton, samtidig med at blodtrykket blev fastholdt på samme lave niveau. Jeg kan næsten mærke trykket stige og manchetten stramme, når jeg skriver om det.

Jeg tror, at lægevidenskabens sandhed om blodtryksværdier er gået fra < 140/90 til 120/60, fordi flere og flere mennesker mistrives, og noget skal kamelen kaldes, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med de millionvis af sanseindtryk, der påvirker os og blodtrykket hverdag og livet igennem.

Det er også et urimeligt ansvar at pålægge lægevidenskaben.

For ikke at tale om alle de mennesker, som føler skyld og skam, når de alligevel bliver syge, selvom de lever et ”normalt” liv, uanset om det er lægevidenskabens eller andres opfattelse eller deres egen opfattelse af at være normal.

Tænk på hvor meget ”sindet” og livet lever os, mere end vi lever livet. I erindringen af det er det meget lidt, vi i sandhed kan tage ansvar for, ud over det vi sanser her og nu.

Det er nogle af mine sandheder, som jeg ofte hører mig selv gentage. Samtidig tænker jeg: hvad nytter disse sandheder, hvis vi først flytter os, når livet flytter os. Lige der glemmer jeg, at jeg selv er en del af livet. Et frø blandt mange andre frø, der fra tid til anden blomstrer til glæde for hinanden.

Hvis jeg alene betages af blomsten og glemmer dens ophav, har jeg mistet troen.... Troen på det som bragte den første "spire" og den første lyd til verden. Det som kender vejen bedre end sindet, der fulgte efter. I troen åbner min verden sig igen og igen.

Jeg tror også på julemanden,- altså ham på billedet. Han overvandt højdeskrækken og lykkedes med at tænde juletræet ved hjælp af noget, der er meget større end ham, -inklusiv de mange mennesker, der heppede på ham.

Glædelig Jul og glædelig liv uanset tro