Mødet med mig selv i mødet med andre

Jeg er meget taknemmelig for, at kunne sidde i stilhed sammen med andre og møde mig selv.

Det er samtidig lidt af en Guddommelig Joke, at sidde der, -for det ”mig”, som fører den indre dialog er det samme ”mig, som forholder sig til sig selv.

Alligevel fortsætter jeg, for nogle gange træder den vanlige ”snak” i baggrunden, så ”mig” føler sig mere ”klog.” Uvidende om, at denne viden allerede var tilgængelig før ”mig” blev bevidst om det, - jeg droppede blot ind i en ny ”samtale”, som skabte større klarhed.

Mens jeg sidder der, oplever jeg ofte en indre stilhed, hvor fysisk ubehag forsvinder.

Det hænder også, at ubehaget og en ledsagende subtil uro fortsat er tilstede efter stillesidden. Men bag denne uro og mentale uklarhed, er der samtidig en ubestemmelig stilhed. Noget, - som på en måde også er mig og alligevel ikke hele mig.

Stilheden, opleves som noget, der bærer ”mig”, imens jeg sidder og møder mig selv. Uden at vide det med sikkerhed, så tror jeg, at denne stilhed også er der, når ubehag og smerte en overgang helt overvælder ”mig”. Om ikke andet, så er stilheden det, som jeg igen og igen opdager, når alt andet synes at forsvinde.

Jeg er også meget taknemmelig for at møde mig selv i direkte kontakt med andre, ofte som et humoristisk spejl. Andre gange er det mere fint følt i det nærvær, der opstår gennem vores fælles tilstedeværelse. Det samme oplever jeg i mødet med naturen.

Hvad ville vi mennesker være uden hinanden og naturen?