Er at leve livet med en følelse af at være adskilt.
En følelse der opstår som følge af at blive født og leve i en krop. En følelse der gør, at vi igen og igen søger at blive forbundet med noget eller nogen derude. Det kan være en kærlighedspartner, en ven, en beskæftigelse, et fælleskab, naturen eller gennem forskellige genstande med mere. Alt sammen noget der for en kortere eller længere periode kan give os en følelse af at være forbundet, fuldendte og trygge. Indtil et nyt ønske og behov opstår og med det en bevægelse ud i livets farverige foranderlighed.
En følelse der gør, at man kan kæmpe og kriges for at opleve sig forbundet En følelse der gør, at man søger efter mening og svar og det, der er større end os. En følelse der gør, at man søger indad for at forstå følelsens ophav. En følelse der gør, at man kan betragte kroppen som adskilt fra sindet og søge hjælp til at læge kroppen uden at tænke på, at sindet også skal læges.
En følelse af at være adskilt fra os selv, fra kroppen, fra andre, fra omverden, og som samtidig får os til at længes og søge efter forbundethed.
Jeg tror, vi søger forbundethed, fordi vi fortsat har en vag erindring om, at have været forbundet. Det kan være oplevelsen af at være i vores mors mave, hvor vi i en hvis forstand var ét med hende. ”Et organ” i hendes mave. Det kan også være en energetisk erindring om, at vi altid har været ét med det grænseløse ”univers,” hvorfra vi oprinder.
Det kan også være fordi, vi har haft flere små og store oplevelser af at være forbundet med noget uden form og uden for ords rækkevidde. Et allestedsværende nærvær.
Når livet i sin naturlige bevægelse skubber os mere eller mindre voldsomt ud i vores følelser- og forestillingers ”galakser,” kan vi glemme, at vi er forbundne, hvorved vores længsel og søgen opstår.
Menneskets største udfordring er på den måde samtidig vores største drivkraft.
Så hvem ved, om vi kan leve livet uden at føle os adskilt og i ét med os selv, hinanden og universet?
I sin fuldkommenhed ville der ikke være nogen til at besvare spørgsmålet.
Jeg tror, at vi lever lykkeligere og friere i troen på en evig forbundethed, for deri kan dødsangsten og livsangsten forstumme, og det er i sig selv en stor gave.
Comentarios