Nogle gange kan de ord være svære at sige, og andre gange kommer de helt af sig selv.
Følelsen af ”Jeg elsker dig” er ofte knyttet til en person og ofte i en given situation. Altså en kærlighed der er betinget af en tilstedeværelse af noget eller nogen eller måske blot erindringen om.
Ubetinget kærlighed er en vished om, at vi, ja alt vi er i kontakt med, er forbundet, no matter what.
En kærlighed der er evig, hvis man tror på uendelige mange liv og livsformer. Og en kærlighed der varer hele livet, hvis man kun tror på et liv.
For mig viser den sig især ved, at jeg føler mig forbundet med alle de mennesker, jeg er i kontakt med i løbet af mit liv. Det er temmelig mange, hvis jeg tænker over det. Samtidig føler jeg mig dybere forbundet til mine børn/familie og de venner, der er særlig tæt på mig. Det er helt forståeligt, da det er dem, jeg har haft de mest intense følelsesmæssige oplevelser med på godt og svært.
Jeg oplever det som betingelsesløs kærlighed, for selvom der måske går uger, måneder, år og årtier imellem vores møder så er genkendelsen, og deri kærligheden der stadig.
Og så er der den allestedsnærværende natur, der elsker mig ubetinget i og med, den giver mig alt den har at byde på.
Vi er alle forbundet på godt og svært.
Vi glemmer det blot fra tid til anden. Måske fordi vi er dybt optaget af at leve livet, og måske fordi vi har mistet troen på kærligheden og glemt, at den allerede er her.
Vi kan række ud efter den, og hvis det er svært, kan vi mærke ind i den. Hvis også dette er svært, kan vi begynde at tro på den. Alene det åbner for at opleve den på ny.
댓글