Er der En ansvarlig?

Da jeg var læge kom en ung kvinde i min klinik og klagede over mavesmerter og hjertebanken. Hendes ønske var at få symptomerne væk hurtigst muligt. Undersøgelse af hendes mave og hjerte viste ingen fysiske forandringer, alligevel havde hun det skidt. Min bedste forklaring til hende var, at hun for tiden producerede for meget mavesyre, og at hun nok var stresset. Det responderede hun ikke på, hun ville bare have ubehaget til at gå væk og spurgte til medicin. Jeg foreslog mavesyrehæmmende medicin og inviterede hende samtidig til at komme igen til samtale, så vi sammen måske kunne opklare, hvorfor hendes krop reagerede med mavesmerter og hjertebanken. En dag kom hun igen lidt genert og stille. Langsomt begyndte hun at fortælle, at hun var blevet opmærksom på, at hendes mavesmerter og hjertebanken opstod, når hun så en rød bil og lugtede parfume. Det viste sig at hendes ex. kæreste havde forgrebet sig på hende. Han havde en rød bil og benyttede en bestemt cologne. På et ubevidst plan var rød bil og colognen kædet sammen med den angstfulde oplevelse, så når hun mødte andre røde biler og lignende dufte, reagerede hendes krop, uden at hun umiddelbart forstod hvorfor. Da hun blev klar over sammenhængen og fik lettet sit hjerte ved at fortælle om den ubehagelige oplevelse, forsvandt hendes gener, når hun mødte røde biler og colognedufte. Hun valgte at stoppe medicinen. Medicinen hjalp på hendes mave symptomer, men de forklarede ikke, hvorfor hendes krop reagerede som den gjorde. Vel og mærket en forklaring, der gav mening for hende.

Det er en historie, som har gjort indtryk på mig, for den bærer på så megen visdom. Den viser, hvordan skam kan lukke et menneske ned og samtidig give fysiske symptomer, som derefter synes uforståelige.

Den viser også, hvordan ubevidste faktorer kan trigge et fysisk symptom og forplante sig til lignende situationer uden at have en direkte årsags sammenhæng.

Når man tænker på hvor mange input, vi modtager i løbet af døgnets 24 timer, synes det uoverskueligt at forsøge at regne ud, hvad der forårsager hvad og hvornår. Alligevel kan man komme det nærmere, hvis man forholder sig til det, der opstår her og nu, når man er åben for det og klar til det og måske med lidt hjælp udefra.

Kvindens historie viser også, hvordan kroppen inviterer os til at se på det, der er svært. Det fysiske ubehag i forbindelse med overgrebet var for længst væk. Det, der var tilbage, handlede om skam og angst, som viste sig i form af andre fysiske symptomer; mavesmerter og hjerteuro.

Der er desværre ofte megen skyld forbundet med at blive syg og blive ramt af ulykke eller blive udsat for et overgreb. - En følelse af ikke at kunne tage ansvar for sin krop, sit liv, sit velbefindende, - og en følelse af at miste kontrol. Det er så absurd, at offeret ofte føler mere skyld og skam end overgrebspersonen.

Denne kvinde tog ansvar for det, hun sansede og vidste af. Senere blev hun opmærksom på noget andet og tog ansvar for det. Det gjorde hun i sit eget tempo på sin egen måde.

Det er altid let at være bagklog eller være klog på andres liv.

Det er svært at blive beskyldt for ikke at tage ansvar, når man til enhver tid handler ud fra den viden, og de evner og muligheder man har.

Jeg tror vi alle, især som børn, har oplevet skyld og skam. Det sker let, hvis vi oplever, at vi ikke må føle, sige og gøre, det vi rent faktisk føler, siger og gør. Som børn er vi underlagt forældreautoriten (retten og magten til at bestemme over sine børn). Det kan medføre en usikkerhed på vores egen dømmekraft, som vi kan komme til at tage med os, når vi møder andre autoritære personer senere i livet. Når noget uventet opstår, kan vi komme til at overlade vores dømmekraft og valg til andre, uvidende om, at de dybest set ikke ved, hvad der i virkeligheden er i spil. De hjælper blot på bedste vis ud fra deres ideer og forestillinger.

Det er svært at tage ansvar for noget, der er lukket ned for tidligt i livet.

For ikke at fortvivle over noget, der engang skete, og måske fortsat sker, kan det lette at tænke på, at dybest set har vi ingen eller kun forbigående kontrol over vores eller andres liv. Det er nemlig svært, hvis ikke umuligt at kontrollere livet, døden, forelskelse og udfaldet af vores valg.

Er der en ansvarlig for det, som skete i denne kvindes liv? Er det kvinden, kæresten, forældrene, forfædrene eller andre autoriteter? Eller er det den læge, som kun ordinerer medicin eller den kvinde, som ikke fortæller hele historien? Lægen kan ikke gå dybere end patienten, og omvendt, patienten kan ikke gå dybere end lægen. Det samme gælder for forældre og børn og lærer og elev. Ja ethvert forhold, hvor rollerne er defineret på forhånd.

Ud fra disse betragtninger kan ansvarlighed betragtes som at tage vare på vores sanseindtryk/ følelser/ fornemmelser, hvilket vi i grunden alle gør, på hver vores måde. Vi kan nok blive bedre til at vælge ud fra vores hjerte, uden at bebrejde os selv eller andre, hvis vi føler, vi mislykkes heri. Gennem vores livserfaringer bliver vi mere bevidste og kan med tiden vælge anderledes. På den måde er vi medansvarlige for vores eget og vores fælles liv. Det skriver jeg med en bøn om, at vi må begynde at opdage, hvor meget livet lever os.