Selvom vi måtte opleve os bevidst nærværende tilstede i livet i os selv, vil vi aldrig kunne overskue de billionsvis af sanseindtryk, vi modtager hvert sekund. Men vi kan danne os nogle momentane indtryk og være mere bevidst tilstede med det, vi registrerer.
Når indtrykkene bliver for overvældende, og der opstår forvirring, tvivl, uro, ja måske ligefrem kaos og angst, kan vi overgive os til ikke at vide og slippe styringen. Her er bøn en hjælp. En bøn til at det, der er større end os mennesker, tager over, velvidende at det allerede har overtaget.
Det er mit indtryk, at overgivelse sker af sig selv. For selv om man ex. gerne vil tilgive og acceptere en tilstand eller en situation, så kan det ikke forceres, uanset hvor meget, vi vil det med vores vilje. For selv om hjertet ved, kan sindet fordreje det igen og igen. Ofte sker overgivelsen ubemærket og gradvist, så en dag opdager man, at smerten, "såret," vreden er væk. Den viden kan give ro, så processen forløber lettere.
Selvom det sker af sig selv, så tror jeg, at bøn, bevidst som ubevidst, kan hjælpe processen undervejs. Lige som det at øve sig i at være bevidst og kærligt nærværende tilstede med sig selv, kan hjælpe os undervejs. Så nær, som det nu er muligt for en sjæl i en krop.
Så vælg dig selv til hver dag. Vær nær med dig selv hver dag.
Og send dine uudtalte som udtalte ønsker/ bønner ud og vær parat til at modtage, det der kommer tilbage med et åbent hjerte og sind, i det omfang det er muligt.
Før eller siden fører livet os videre.