Når vi relaterer med hinanden kan det være svært at tage højde for ”jegets” behov og grænser, eftersom et vi-forhold altid rummer kompromisser. Personen med den stærkeste vilje og de største behov er ofte den, der kommer til at dominere og præge forholdet. Det kan være svært at gennemskue, især i en symbiotisk relation, da det kan foregå på et subtilt plan gennem indirekte kommunikation.
Selvom man i et parforhold måtte opleve at være ét på et sjæleligt og bevidsthedsmæssigt plan og derfra elske og accepterer hinanden fuldt ud, så lever vi fortsat i hver vores krop med hver vores behov og livserfaringer, som vi hver især må tage ansvar for. Dybest set er der ingen bedre til det end os selv.
Hvis man skulle have glemt det i sit parforhold, vil man under en periode med adskillelse kunne opleve et tomrum og/ eller en fylde, afhængig af om man overvejende har været den givende eller modtagende part, og afhængig af om man har været dominerende eller ladet sig dominere. Rollerne kan skifte undervejs.
Adskillelse i kortere eller længere tid er ofte berigende, hvis man altså ønsker selvindsigt, som samtidig kan styrke parforholdet.
Det indebærer, at man må give slip på at ”eje hinanden.” Altså slippe sin angst for at miste, da en kortere adskillelse også kan føre til en vedvarende adskillelse på det fysiske plan.
Samtidig kan det være befriende at tænke på, at bevidsthedsmæssigt er vi uadskillelige. Det viser sig paradoksalt nok ved, at det på det fysiske plan opleves smertefuldt at skilles, uanset om man skilles som venner eller fjender.
Visheden om, at vi er uadskillelige på det bevidsthedsmæssige plan, kan samtidig være en vej til indre fred og frihed også med hinanden.
Jeg har undret mig over, hvorfor livet giver os både en ”vi” oplevelse og en ” jeg” oplevelse, indtil jeg forstod, at det er en måde hvormed livet udfolder sig, gennem forening og adskillelse. Ja, selve skabelse af et barn sker ved, at to celler bliver til en celle, der bliver til billionvis af celler. Og livet efter fødslen er en stor øvelse i adskillelse, forening og formering på forskellig vis i forskellige sammenhænge. Det kunne også kaldes død og genfødsel, alt imens vi lever.
Lidelse opstår, når vi oplever os adskilt og har glemt, at vi altid er forbundne.
Og når ”jeget” vil eje eller fastholde en bestemt situation eller tilstand, velvidende, at det aldrig vil kunne lykkes heri.
”Vi” og ”Jeg” kan noget hver især og sammen, og livet giver os mulighed for at opleve styrken og sårbarheden i begge.
Dybest set navigerer vi allerede i begge fra det øjeblik vi fødes ind i livet, vi skal bare opdage det.
Comments