Cholesterolbomben

Da jeg var læge, kom der ofte en kvinde i min klinik, som jeg dengang synes var lidt besværlig, for hun stillede mange spørgsmål, og hun klagede over symptomer, som jeg ikke lige kunne forklare med min lægefaglig viden og undersøgelser. En dag kom hun ind hos en vikar og klagede over svimmelhed. Vikaren tog nogle blodprøver og hendes cholesterol tal viste sig at være 13, hvorefter hun valgte at sætte kvinden på cholsterolsænkende medicin. Senere kom hun til mig med en meget snøvlet stemme og smed vredladent en pakke cholsterol sænkende piller på bordet og sagde: ” Det skidt ville hun ikke have mere af, for det gav hende bihulebetændelse.”

Hvad ved jeg?

Jeg vidste, at hun ikke tidligere havde talt om symptomer på dårligt hjerte og kredsløb, det som sædvanligvis kædes sammen med cholesteroltallet. Jeg havde heller aldrig før set så højt et kolesteroltal, så jeg forstår, hvorfor min kollega blev bekymret og valgte at sætte kvinden i behandling. Kvinden der dengang var 85 år nægtede at tage medicinen, hvorefter hendes bihule-gener forsvandt, og hun levede videre til en alder af 93 uden nogensinde at få en blodprop.

Hvad ved jeg?

Skyldtes hendes høje cholesteroltal svimmelhed eller bihulebetændelse eller noget helt tredje fjerde elle femte, eller er det mon hendes normalværdi på et givet tidspunkt i hendes liv?

Blodprop og cholsteroltal er når alt kommer til alt blot to fund på et givet tidspunkt i et menneskes liv, som med tiden er blevet kædet sammen til en cholstesrol-bombe. Forstået således at tallet og teorier, skaber angst, som bliver til en tikkende bombe, der søges afmonteret med cholesterol sænkende medicin, uden at vide, hvad der oprindeligt skabte blodproppen, og hvad der fører til sygdom og død i det enkelt menneske. En angst, der kan føles lidt som at bære rundt på en tikkende bombe, som ingen ved, hvornår springer. Det er forståeligt, hvorfor så mange raske mennesker er i livslang cholsterol sænkende behandling, eller er det?

Jeg tror vi kan hjælpe hinanden med at afmontere den bombe, så raske mennesker slipper for at tage kostbar medicin med potentielle bivirkninger.

I dag forstår jeg bedre denne kvinde. Hun led under livsangst, som viste sig som sygdomsangst og dødsangst, og så gjorde hun sig selv til offer. Offer for livet og for autoriteter. Og tilmed et lidt vredladent offer, som ofte gør livet vanskeligere for sig selv og sine omgivelser, for enhver frygtede hendes sværd. Det sværd hun truede med at svinge den dag hun blev syg, hvilket må siges er svært at undgå i et langt liv.

I dag ville jeg tage en helt anden snak med hende og andre raske mennesker, som kom til mig og spurgte til deres helbred. Jeg vil hjælpe dem med at forstå, at de er deres egen bedste læge, og at de ikke er et offer for livet. Jeg vil forklare dem, hvor kompleks deres unikke kropsunivers er, og hvor foranderlig kroppen og livet er. Jeg vil styrke dem i troen på det, de selv sanser og fornemmer og opmuntre dem til at træne de evner, og så finde modet til at ændre på det, de kan ændre, og tillid til at livet klarer resten, hvilket i øvrigt er det meste. Måske de derved kan slappe mere af, og lade hjertet vise vejen, og derved give kroppen fred til at hele, eventuelt med lidt hjælp udefra.

Jeg tror vi alle forføres af livet fra tid til anden og glemmer at mærke os selv, og måske lader en læge, lærer, mester eller anden autoritet tage over, indtil vi igen vågner op til at følge vores hjerte. Jeg forestiller mig, at vi alle, herunder autoriteter, kan blive til en flue, der summer rundt efter et tilhørssted, hvis vores eksistensgrundlag rystes eller forsvinder.

Jeg har et inderligt ønske om, at cholesterol- bomben må afmonteres sammen med lignende bomber, som bygger på angst for at blive syg, og som fodrer angsten mere end tilliden til livet. Og så har jeg en bøn om, at den rette medicin må finde det rette syge menneske. Og at de få mennesker, som varigt har mistet en funktion, må få den rette hjælp, uden at miste troen på sig selv og muligheden for at sige til og fra.

Det er værd at overveje, om man som rask menneske skal få målt sit cholesteroltal eller andre værdier, velvidende at vi er vores egen normalværdi til enhver tid. Anderledes forholder det sig, hvis vi bliver syge. Der kan det være en hjælp, at lytte og skæve til andres værdier, indtil vi igen kan blive selvkørende ud fra vores egen nye normal værdi.