….. An undeniable inner-knowing that everything is interconnected through a unified field — and is accessible to us all. Forever transformed by that moment……
Det er en udtalelse fra Astronauten Edgar Mitchel’s oplevelse under sin rejse til månen. Efterfølgende skiftede han fra at være en udforsker af det ydre rum til en udforsker af det indre rum.
Et sådan øjebliks vished om altings forbundenhed forandrer os for altid.
Det ved jeg, for det har jeg erfaret, og jeg møder og hører om andre mennesker, der har har erfaret noget lignende i sig selv og i mødet med andre.
Efter en sådan erkendelse eller måske rettere sagt generindring, er der ikke længere behov for at få bevist eller bekræftet, at verden hænger sådan sammen, man ved det ganske enkelt. Alt er sammenhængende. Alt er ét.
Hvem er så jeg ? er det næset spørgsmål, der kan melde sig, for behovet for at blive bekræftet i vores unikke eksistens på forskellig vis fra tid til anden, er der fortsat, for vi er her jo stadig som enestående væsener.
Enhed og altings forbundenhed søges ofte formidlet gennem ord, skrift, billeder, lyd med mere, men frem for alt erkendes det indefra, selvom det måtte blive spejlet udefra. Erkendelsen af altings forbundenhed gør det lettere at begynde at leve i den ånd og med den viden, at alt og alle er forbundne.
Den viden kan også vokse gennem en større opmærksomhed på det vi tænker, siger, føler og gør, for før eller siden vender det tilbage til os selv som en genspejling og genklang af vores egen væremåde eller i andres væremåde og i vores omgivende miljø. Det er en tiltagende kærlig bevidsthed, om det der sker i os og omkring os, hvor vi samtidig er opmærksomme på at slippe skyld og skam, når vi alligevel ”falder i søvn” undervejs i denne livslange proces.
Døsigheden kan let indfinde sig, fordi vi mennesker har opbygget en kultur og et samfund, der overvejende er baseret på ydre styring, og derved søger vi ofte beviser og bekræftelse på vores eksistens udenfor os selv, og ofte i form af nogle helt konkrete svar og forventninger, som sjældent findes eller kan indfries.
Hvis vi stopper op midt i hverdagens trummerum, måske tvungen af uforudsigelige livsbegivenheder, og giver os hen til at lytte og sanse indad, så finder vi ofte nye og enkle svar om os selv og livet. Derved tror jeg , at vi lettere vil kunne balencere den drivkraft, der handler om overlevelse, og som ofte viser sig i uspecifik angst.
En angst der i min nye livsforståelse stammer fra en illusion om, at vi tror at livet er begrænset af vores fysiske kroppe, og at mennesket ejer og behersker livet og jorden.
Vi er her dog lige nu og her i vores fysiske kroppe, og for at opleve vores unikke eksistens, er der et naturligt behov for at blive bekræftet mere eller mindre fra tid til anden af vores omgivelser. Livsbekræftelser kan komme gennem anerkendende ord, berøring, handling, arbejds-præstationer, opnåelse af ydre mål ja, egentlig enhver form for ydre manifestation og mellemmenneskelig kontakt, men det kan også forekomme alene igennem en kontakt med naturens uberørthed. Der er ikke noget mærkeligt eller forkert i dette behov for bekræftelse, det er egoets behov, og det lever nu engang her på jorden i mangfoldige former og i større og mindre udgaver, og hvert enkelt ego-form har sin betydningsfulde funktion i et større perspektiv, det er mit klare indtryk.
I vores søgen efter ydre livs bekræftelser uanset formen, kan vi glemme, at vi også selv, hver især og sammen, kan fylde os op indefra, med ganske enkel næring udefra. Vi bliver ofte gjort opmærksomme på den mulighed, hvis vi brænder ud som menneske eller som menneske race, dyrerace, fiskerace, fuglerace, planterace, for Jorden skal nok overleve, den ryster sig blot og starter på en frisk, måske et helt andet sted.
I et enhedsperspektiv er alt vel og vi alle er ok i vores talen, gøren, væren ja i enhver tænkelig menneskelig kreativ udfoldelse og i vores stille væren.
Vores individuelle ressourcer og formåen, og jordens ressourcer og formåen kan sjældent styres udefra, der skal en indre lytten og styring til fra en større bevidsthed og tro på, at der er nok til alle, hvis vi blot følger det, der er vores reelle behov og glæder, og ophører med at sammenligner os selv med andres behov og glæder. Deri ligger også en balancering af overlevelsesangsten og at tage ansvar for vores eget velbefindende og bede om den nødvendige hjælp fra andre og på samme vis give den nødvendige hjælp til andre. Derfra tror jeg verden åbner sig i naturlig medfølelse og interesse for vores omgivelser, både de nærmeste og de fjerneste som en sammenhængende helhed, hvor vi spontant og naturligt bekræfter og understøtter hinandens eksistens, fordi, det er gensidigt givende og glædende.
Foto, fra filmen "De urørlige"