top of page
Mette Maja Mouritsen
Mette Maja Mouritsen

Blog

SMERTER DET?


Det gør ondt, det er ubehageligt, det brænder, det stikker, det trykker, det er svært at være i kroppen, den skriger og den tiltrækker sig hele opmærksomheden.

Smerte er et ord og en oplevelse med mange nuancer: Hjertesmerter, rygsmerter, hovedsmerter, det kan også være smertefuldt at være vidne til.

Smerter kan ikke måles og ofte heller ikke ses, til frustration for de der ønsker et bevis med ord som ”det er fysisk” eller ” lægen har fundet”, som om smerten har mere berettigelse, når den er fysisk synlig. For bag alle smerte-ord, er der er en smerte, og det er alt sammen både fysik og kemi.

Hvad er det lægerne finder, når de har gjort et fund ? Vi har måske fundet betændelsesceller, bakterier, blodpropper, temperaturstigning, blødning, rødme, hævelse varme, kræftceller. Alt sammen reaktioner i vores celler og mellem vores celler i vores krop, som reagerer på et eller andet, vi læger kalder et fysisk fund og sætter vores egne ord på med vores diagnoser. Disse fund fortæller ikke noget om, hvorfor kroppens egne celler reagerer, eller hvad de reagerer på, og om kroppen er i gang med at helbrede eller nedbryde sig selv. For kroppen kan begge dele. Det er ren fysik og kemi, som vi for det meste selv sætter gang i.

Naturligvis påvirkes vi af omgivelserne bl.a. af det vi spiser og andre menneskers væremåde, så andres vrede og glæde kan sætte gang i vores vrede og glæde. Begge følelser kan mærkes i kroppen på forskellig vis, også som en smerte.

Og når der ikke findes noget fysisk, hvad er det så der udløser smerten? Måske er det fordi, lægens apparater ikke kan måle de fine fund ligeså godt som vores eget fine sanseapparat, så selvom det fortsat smerter, kan man måske glæde sig over, at der ikke er nogle fysisk fund, og arbejde videre med smerten, altså årsagen til den kemiske reaktion på anden vis. Det kan også være fordi, at det i virkeligheden forholder sig som med de fleste af vores smerter, at de udløses af forestillingsbilleder i vores hjerne ud fra vores sanseapparat, alt det vi sanser med øjne, ører, mund, hud og hår og ikke mindst den sjette sans. Det genkendes meget åbenlyst, som når en bevægende film sætter gang i tårerne. Det er ren kemi, og så er det fuld af empati.

Når jeg på empatisk vis, ser bag om smertens mange ansigter, så har jeg mange gange erfaret, at der findes mange svære og smukke følelser som, angst, vrede, frustration, uro, selvkritik, frihedstrang, mistillid, sorg, ensomhed, skam og skyld, ja et hav af følelser. Det er helt forståeligt, at det kan gøre så ondt ! Det smukke er, at ved at forstå, at der ikke er nogen skyldige derude eller derinde, at det er en reaktion på noget, vi ikke altid forstår, men som vi må acceptere og give plads, så opløses smerten mange gange. For skammen bag smerten, forsvinder og smertens mange ansigter toner frem, og bliver dermed letter at forholde sig til og rumme.

Det er ikke vores intellekt som sanser smerten, det vurderer og dømmer og taler om smerten, og kan derved ofte forvirre og skabe mere uro, mere kemi og fysik.

Det er vores bevidsthed der sanser, og intellektet der fortolker, på sansningen. Sansningen foregår på celle niveau i alle celler ikke alene nerveceller i nervesystemet, som kun er et ud af flere kommunikationssystemer, kroppen kan gøre brug af. Sansning er et helhedsindtryk af forskellige samtidige in-put og forestillingsbilleder, gamle som helt nye, som vi konstant modtager.

Ved at stilne sindet, kan sansningen ofte blive letter at bære, og helt slippe, da angstens tag ofte holder fast i smerten, og intellektet er den synder der puster til ilden. Den smertende ild.

Så hvad kan vi gøre ? Vi kan lære at stilne sindet eksempelvis gennem mindfulness, meditation og kropsarbejde på forskellig vis. Ikke så mærkeligt at lægen nogle gange ordinerer bevægelse på recept. Krydret med lidt bevidsthed om smertens oprindelse, er dette en mulig vej ud af smerten. Derfor kan man alligevel lindre med smertelindrende midler, ind i mellem, det ene udelukker ikke det andet. Og det er kun os selv, der kender den rette type og dosis af smertestillende, ved at prøve os frem.

Seneste blogindlæg

Se alle

Purpose

bottom of page