
Forestil dig, at du er fuldstændig uvidende om din krop og livets sammenhænge. Samtidig er du vågent tilstede i et mørke, der blidt vugger dig.
Med ét fødes du og mødes straks af lys, lyde, former, farver og dufte.
Du sanser et intenst sug efterfulgt af en overraskende skinger lyd, og de første bølgende bevægelser af åndedrættet passerer igennem dig. Dine første oplevelser af eksistens, har sat spor i din bevidsthed.
Du er en absolut enestående hændelse, et unikt fænomen, som skudt ud af universet.
Før eller siden får du tildelt et navn, og du tager mere og mere form af ideen om, at du er en bestemt person, en bestemt karakter med en bestemt rolle. Det sker i takt med, at du bliver defineret af dine omgivelsers udmeldinger og dine egne spæde erfaringer med livet.
Du bliver til noget, og får måske en følelse af at være noget. Du er også noget helt særlig i kraft af din unikke fysiske form, og det du oplever igennem den. Alligevel er din form mere eller mindre defineret af din omverden gennem deres opfattelse af formen og deres indflydelse på dig. På den måde er din følelse af eksistens afhængig af dine omgivelser.
Samtidig er der en stille gløden i dig. Noget som er fredfyldt, som bare er. Noget, som oplever livet forandrer sig fra dag til dag og nogle gange så hurtigt, at din krop og dit sind trækker sig sammen og lukker sig omkring en bestemt oplevelse.
En oplevelse, der allerede er forældet i det øjeblik det lukker, for livet fortsætter med at udfolde sig. Lukkemekanismen er en naturlig bevægelse, en form for beskyttelse, når verden udvider sig ekstra hurtigt i takt med de oplevelser du får. Dine oplevelse af livet er helt unikke, så unikke at ingen anden end du forstår dem til fulde.
Nogle gange føles livet kaotisk og skræmmende og andre gange føles det enkelt og roligt. I takt med de omskiftelige følelsesmæssige tilstande åbner og lukker krop og sind sig for omverden. Nogle gange trækkes du helt ind i dig selv, andre gange langt væk fra dig selv. Du bevæges således frem og tilbage mellem en foranderlig verden og en indre glød af stille vågen væren. Ind imellem opleves det som en brat opvågning, når du pludselig ser livet fra et nyt perspektiv. Alligevel er du fortsat i livets menageri, blot fra et andet sted.
Før eller siden opdager du, at det samme sker for din omverden. Selv naturen lukker og åbner sig i takt med de skiftende årstider. Altså den natur der flyder med livet uden at gøre sig tanker om det ene eller det andet, Selv universet udvider sig og trækker sig sammen. Alt ånder af sig selv. Du er en ganske lille bevægelse i den store bevægelse. Dybest set er du viljeløs, selvom du nok har en følelse af at have en vilje og træffe et valg. Det valg som livet i sin naturlige udfoldelse og sammentrækning allerede har truffet. Du har blot følelsen af at udføre den, fordi du er identificeret med din form. Den form som er nødvendig for at livets teater kan udspille sig.
Som alle andre levende væsener omkring dig er du uvidende om, hvad der initierede dette univers og hvorfor.
Det er overvældende, så Instinktivt søger du et anker, et fixpunkt.
Efter dit første lufthungrende skrig har lagt sig finder du roen i din væren, endnu uvidende om det, der omfavner dig, som samtidig medvirker til at give dig en følelse af tryghed. Noget, der allerede er her, før du blev modtaget af dine omgivelser.
Du ved endnu ikke, at du har en krop, og du ved derfor heller ikke, hvordan den skal navigeres. Omkring dig svæver dine lemmer og noget i dig kalder på at blive fyldt op. Din første hunger melder sig. Hunger efter mad, tryghed og kontakt. Første gang du afvises i dine fysiske behov lukker kroppen i, det sker ganske subtilt, som en naturlig bevægelse i livet. Alligevel kan det føles så smertefuldt, at du for alt i verden forsøger at undgå denne smerte igen, så du tilpasser dig. Ud af nød tilpasser du dig for at få kroppens mest basale behov dækket. En overgang er du lukket omkring smerten, indtil noget åbner sig og med det også din krop og sind.
Dine fundamentale behov for kontakt til nogen eller noget, for at føle din eksistens, styrer din krop og dit sind.
Fanget i sindet og kroppen i den største nød, opdager du igen gløden. Du begynder aktivt at søge den og oplever måske også, at den søger dig, uden at opdage, at den altid har været her. Nu oplever du oftere og oftere indre fred og stille glæde, indtil du igen inviteres ind i livets teater, styret af det du sanser og tænker.
Du er en marionet, et eksperiment et glimt i et uendeligt univers, som undertiden forekommer ukærligt andre gange kærligt, afhængig af de øjne og det sind, der ser.
Gløden, af den kilde, der synes uendelig, har ingen mening herom. Den er blot. Som et evigt holdepunkt midt i en strøm af bølgende tanker, meninger og kropslige sansninger og bevægelser.
Du er efterhånden tiltagende glødende og betragter eventyret, imens du flyder med det eller bremses i det.
Livet er en sansernes leg og en tankefuld karrusel, og du ved nu, du er mere end eventyret, og det der definerer din eksistens.
Tak for at deltage i rejsen.
Comments