Ordet Ego bliver ofte forbundet med noget negativt, især i sin ekstreme form, når nogen kaldes for egoistisk. Men vi bærer alle på et ego, som vi ofte lader os styre af.
Egoet kan beskrives som den del af sindet, der agerer ud fra frygt. Frygt ligger bag mange andre følelser og begreber, som vi beklæder frygten med. De mest fremtrædende er angst, vrede skam, skyld og begær. Disse følelser kan være så ubærlige for egoet, at de projiceres ud i omverden, hvor de ofte aktiverer skam, skyld, angst, vrede og begær i andre Egoer, og derved kan der opstå konflikt, drama og krig. Hvis det er svært at opdage frygten bag disse følelser så tænk på, at angsten for at ”miste ansigt” ofte ledsages af skam og skyld, og angsten for ikke at få eller at miste penge, mad, bolig, familie, partner og livet vækker ofte begær. For at undgå at mærke og erkende skam, skyld, begær, vrede og angst fornægter og fortrænger egoet disse følelser. Det kan vise sig ved vores forskellige overspringshandlinger og ved det at lyve for os selv og andre eller i form af aggressive udtalelser og handlinger. Det kan være i en sådan grad, at omgivelserne søges nedgjort og bekæmpet. Til tider, er egoets angst så udtalt, at løgnen er nød til at blive til sandhed, for at egoet kan retfærdiggøre sin adfærd og eksistens.
En vej ud af egoets tyranni over os mennesker er at opdage dets spil og anerkende den smerte og lidelse, det har ført med sig, og så elske det hele så meget at skammen, skylden, begæret, vreden, angsten og frygten fortager sig. Her kan det hjælpe at tænke på en nyfødt baby, hvor verden er helt ny og ukendt. I sin hjælpeløshed, er barnet nød til at tilpasse sig for at overleve. Det indebærer bl.a. at acceptere de usagte løgne (fortrængninger) og leve med skyld, skam, angst, aggression og begær i frygten for at blive afvist eller ekskluderet. Vi har alle været børn engang, så der er ingen skyldige mennesker, selvom der er store egoer, og til tider så store at de synes at have sluppet kontakten til deres oprindelige essens af kærlighed, uskyld og visdom.
Tiltagende mange mennesker oplever eller har oplevet stress som følge af egoets indbyggede tendens til at presse sig selv og sine omgivelser. Herved har mange erkendt sammenhængen mellem krop, sind og bevidsthed. Det kan vises anatomisk, fysiologisk og energetisk, og det kan erkendes med mindre egoet er så plaget af skyld, skam, angst, aggression og begær, at det hårdnakket fornægter, at hovedet sidder fast på kroppen, og krop og sind, dermed er forbundne.
Et vigtigt skridt på vejen til at elske vores- og andres egoer er at forstå, at vi sammen skaber vores lidelser, og at vi hver især må tage ansvar for vores egen lidelse. Hvis vi tænker tilstrækkeligt langt tilbage, står det klart, at vi er skabt ud af et og samme ”stof.” Bevidstheden om vores levede liv er tilstede også efter vores død, som et grænseløst bevidstheds ”hav,” vi mennesker kan tappe ind. Fra det sted kan vi bringe lys på vores egen lidelse med healing til følge for os selv og andre.
Herfra kan Coronakrisen ses som en reaktion på den aggression, vi som mennesker har udøvet imod os selv, hinanden og miljøet gennem årtusinder. En aggression som har været helt åbenlys men også ganske subtil. Aggression avler ofte modaggression, og i forhold til at bekæmpe mikroorganismer kan det føre til resistensudvikling, der kan vise sig ved fremkomst nye og mere aggressive arter. Virus og bakterier er sjældent problemet, de peger på problemet og kan hjælpe os videre i vores individuelle helingsproces og derved samtidig højne vores fællesmenneskelige bevidsthed. Mikrober er her af en grund akkurat som os selv.
At anklage hinanden for det hændte skaber kun mere skyld, skam, angst, begær og aggression, og derved endnu stærkere egoer, som kan blokere os i at lytte fra vores essens. Ved at se og lytte ind ad og opdage kærligheden og uskylden i os selv, kan vi tilgive os selv og hinanden for den smerte, vi har påført os selv og derigennem hinanden. Den smerte kan være så stor, at vi må have ALT til hjælp. GUD betyder ALT, intet mere eller mindre.
Heldigvis er miraklernes tid begyndt, - træerne vokser ind i himlen, eller så er det omvendt- det er ALT sammen et spørgsmål om perspektiv.
Comments