Livet på Jorden er heftigt, især når vi tiltrækkes af livets dramaer og deri kan glemme vores oprindelige natur og forbundenhed. Det sker i og med, vi lever i en polariseret verden, hvor vi oplever os adskilt i dig og mig, dem og det. Selv hvis vi lever i vores egen isolerede boble, skubber livet før eller siden på, så vi popper ud.
Oplevelse af at være i en krop og leve igennem den, kan få os væk fra følelsen af enhed og forbundethed. Samtidig kan kropslige sansninger også give os en oplevelse af enhed og forbundethed. Så det er fuldt forståeligt, at det kan føles svært at være inkarneret.
Det kan opleves som en pendlen frem og tilbage imellem at føle sig adskilt som et unikt individ, til at føle sig forbundet i ét. Denne ”pendlen” er en måde hvormed bevidstheden om vores eksistens udvider sig, som universet konstante udvidelse også er et billede på.
I det lys er der uendelige mange veje og oplevelser så længe vi lever og vover at leve.
Vi generindrer løbende tidligere oplevelser også i form af Deja Vu. Ser man dybere ind i det, så foregår alt i ét og samme nu, for selv når vi generindrer tidligere livsoplevelser, opleves de i dette nu med vores nuværende erfarne livssyn. Fra dette nu kan vi i et vist omfang vælge at reagere anderledes end tidligere. Alligevel kan vi ikke vælge frit, for vi lever i fælles bevidsthed, og der er utallige mange andre faktorer, der influerer på vores valg, for helheden spiller sammen.
Vi kan bare ikke se det fra vores begrænsede udsyn og heller ikke fatte omfanget af det med vores begrænsede intellekt. Vi kan måske erkende det glimtvis i os selv og i møde med livet.
Evigheden er lige nu.
Vi er grænseløs bevidsthed som lever i en krop for en stund. Vi er forbundne i bevidsthed
Hvad du gennemlever gør du også for mig og alle andre.
Tak for at leve dit liv. Jeg mærker dønningerne af det, og ved du gør det samme med mit.
Wow, sikken en rejse vi er på sammen
Comments