
Jeg tror alle mennesker har oplevet kærlighed til et eller flere menneske eller dyr. Jeg tror også de fleste har oplevet at miste den igen. Eller så oplever de det før eller siden.
Personlig kærlighed er vidunderlig, dyb, intens, fascinerende, transformerende og forbundet med mange følelser også de modsatrettede. Det er en kærlighed der især opleves mellem mennesker og/eller dyr. Det kan måske kaldes en form af kærlighed der er afhængig af vores personlige præferencer. En kærlighed der gør, at vi tiltrækkes af noget og nogen og på den måde bevæges i den retning gennem livet.
Jeg tror de fleste har, eller har haft, en drøm og en længsel efter personlig kærlighed. De fleste film, bøger, historier handler om personlig kærlighed eller mangel på samme. Det fylder meget i vores verden.
Tænk hvis vi fra barnsben og gennem de mange medier, der er med til at drømme vores verden op, i højere grad talte om upersonlige kærlighed, og det på den måde blev mere fremelsket.
Upersonlig kærlighed kan måske beskrives som det, der forbinder alt og alle og samtidig er i alt og alle. En kærlighed som er uafhængig af andres tilstedeværelse, og samtidig kan opleves gennem andres tilstedeværelse. Det kan måske kaldes ubetinget kærlighed, da ingen særlige betingelser skal være tilstede for at opleve den. Den er, ganske enkelt. En energi, hvormed vi kan tune in på hinanden bag de personlige udtryk.
Jeg forestiller mig, at generindringen og fremelskelsen af denne kærlighed vil minimere følelser af ensomhed, mangel, misundelse og angst. Følelser som er kraftigt medvirkende til psykisk og fysisk lidelse og diverse krige.
Jeg tror også, at livet leves lettere. Vi kan lettere slippe de selvbegrænsende forestillinger, forventninger, betingelser og bånd, vi måtte have til os selv og hinanden.
Samtidig ved jeg at ” Alt er vel.” Så hvem ved, måske udfolder livet sig lige nu overvejende gennem personlig kærlighed med den glæde, smerte og bevægelse, det fører med sig, for at vi alle på sigt kan vende os mod upersonlig kærlighed. Måske skal vi alle erfare ”flygtigheden ” i den personlige kærlighed for at åbne os for den upersonlige.
Jeg glæder mig over, at vi dybest set er forbundne, selv om vores veje og vores liv lige nu måtte være adskilte. Får lyst til at sige. ” Jeg elsker dig.” Også til dig, som jeg endnu ikke kender og føler afstand til, fordi jeg også er et menneske med personlige præferencer.
コメント