Mennesket har igennem tiden undersøgt sig selv og sine omgivelser for at forstå sig selv og livet, og hvem ved måske med en ide om at nå frem til noget endeligt og absolut.
Måske er erkendelsen af vores eksistens en absolut sandhed, vi kan blive enige om, uanset vejene dertil er forskellige.
Nogle veje er overvejende indadrettet, som selvudviklingsvejene, andre er primært udadrettet som de videnskabelige veje. Sindet, som vi alle har med os, har under vores fællesmenneskelige bevidsthedsproces, mere eller mindre adskilt krop fra ånd.
Den naturvidenskabelige vej har blandt andet adskilt kroppens enkelte dele ned i mindste detalje til organer, celler, atomer og kvarker, for at opdage deres formløshed og forstå sammenhænge mellem form og formløshed. Dernæst at erkende den formløse tilstand bevidsthed, for derigennem at erkende at krop, sind og bevidsthed er forbundet, og at alt er forbundet i ånden, i bevidstheden om alt.
Den åndsvidenskabelige vej har som udgangspunkt studeret ånden i alt. Derved har den overvejende forholdt sig til ånden og under tider glemt dens forbudenhed med kroppen helt ned i den enkelte celle, indtil kroppens lidelser igen minder os om sammenhængen.
Samtidig har det været svært at mødes om et fælles ”sprog,” for der er ikke noget egentlig sprog for vores ”nøgne” eksistens. Den ER.
Vejene til at erkende det er mangfoldige
Commenti