Er det mon andet en tankespind om atomer og energi?
Det gælder både det jordiske gods, vores følelsesliv, ja selv vores fysisk krop.
Hold nu fast, for disse tilsyneladende vanvittige udsagn giver mening, hvis man dykker tilstrækkeligt ned i detaljen og ind i sig selv.
Jeg kan naturligvis kun udtale mig herfra, hvor jeg. Måske er det genkendeligt, hvis ikke, så pyt, jeg ser dig fortsat, som jeg ser mig selv og verden, som et hele:
Jeg ved min fysiske krop består af atomer, der også kan beskrives som lys/ energi.
Energi kender ingen grænser, og det transformeres løbende til forskellige tilstandsformer.
Tænk på bølge-længder. De varierer i længden og opfattes forskelligt og nogle gange slet ikke, alligevel er de her. Uden ende og begyndelse.
Ingen har endnu fundet den absolutte begyndelse og ende på de synlige bølgelængder. Hvordan mon med de mange usynlige?
Når jeg sidder sammen med andre mennesker, er jeg, dybest set et åbent ”space” af bølgelængder lige som dem. Hvis jeg er opmærksom på det, kan jeg opleve sansninger af behag og ubehag i min krop. Det er sansninger, som min bevidsthed registrerer, og min person vurderer afhængig af mine tidligere erfaringer. De samme indtryk vurderes anderledes af andre personer.
Hvis jeg undlader at forsøge at vurdere og forstå hvor de kommer fra, og forbliver i det stille observerende "space," så opløses de af sig selv i mig. De kan forblive mine, hvis jeg tankemæssigt holder fast i, at de er mine. Jeg kan også tilskrive dem andre, hvilket i mine øjne er ukærligt, for dybest set ved jeg ikke, hvor de oprinder fra, og tænk hvis den anden tog det til sig.
Så jeg er blevet mere klar på, at hvis jeg måtte føle ubehag, kan det slippes ind i dette stille space, der hvor alt før eller siden opløses. Oftest er jeg dog ubevidst om de mange millioner reaktioner, der sker i min krop, og tænker som så: de finder nok selv vejen, ellers sad jeg her vel ikke ?
Det kan føles som at heale sig selv, og hvem ved, måske smitter det af på andre, som måtte sanse tilsvarende energier.
I den forstand er der intet, der er mit og dit.
Holder jeg fast på følelserne, altså de ord jeg putter på mine sansninger, har jeg erfaret at de kan blive til fysiske symptomer, som kan risikere at blive til sygdom, som jeg og andre kan risikere at lide under. For vi lider også, når vores kære og nære lider.
Det samme gælder vores jord, vores bolig, vores natur, vores føde. Vi har aldrig ejet dem. Det er blevet os givet, da vi blev født. Ejerskab er blot tankespind og deraf afledte kampe om dit og mit.
De priskrige som er en følge af det, er der tiltagende mange der lider under, især de unge. For hvor skal de bo, og hvad skal de vælge for at kunne byde tilstrækkeligt ind i priskrigen om dit og mit ? Et hamsterhjul, vente på Jul eller ?
Til jer kan jeg kun sige, hav tillid, søg så ofte som muligt det stille kærlige space, og følg det der kommer herfra, så må omverden før eller siden følge efter.
Comments