Ud fra mine erfaringer med ægteskab, parforhold, venskaber og arbejdsforhold og frem for alt forholdet til mig selv, er der ofte nogle tilbagevendende udfordringer:
-Kontakt: Ethvert forhold, hvad enten det er venner, kærester, familie, arbejde, eller os selv som person indebærer kontakt. Det kan være kontakt gennem nærvær, ord, tjenester, intimitet, gaver, opmærksomhed, mad med mere. Alle forhold indebærer kontakt på forskellig vis og i varierende omfang, som gør det svært at lave regler, der passer alle til enhver tid.
-Forventninger: I de fleste forhold er der forventninger om, hvordan kontaktformen og hyppigheden skal være. De er ofte usagte i frygt for afvisning, og deri følelsen af tab af kontakt. Det kan være så udtalt, at egne behov tilsidesættes og selvrespekten og selvkærligheden forsvinder.
-Afhængighed: jeg tror alle mennesker er mere eller mindre afhængige af kontakt, da det medvirker til at bekræfte vores fysiske eksistens. En afhængighed, der giver tryghed, ind til livet skubber til os, for at minde os om vores vej, og det vi dybest set er, bag alt det der kommer og går.
Det, der har hjulpet og fortsat hjælper mig til at leve med disse udfordringer, er følgende:
Jeg ved, at jeg altid er i kontakt med noget, som er uden for ords rækkevidde at beskrive. Mine forfædres, forfædre, forfædre ville kalde det ”Gud,” uden at det forklarer, hvad det er. Det er også underordnet. Det er en vished, som vi selv må erkende eller rettere sagt generindre. I tab af fysisk kontakt kan visheden om denne ordløse kontakt hele ethvert forlist forhold, herunder forholdet til os selv som person. Visheden om altid at være i kontakt giver en tryghed, der gør os mindre bange for at miste kontakt.
Derudover er det for mig en befrielse at vide, at alle sansninger/følelser/selvbilleder kommer og går, selvom de måske en overgang synes varige. Sindet søger at fastholde status quo gennem fortællinger, antagelser og domme. Det kan fastholde os i lidelsesfulde tilstande, indtil livet igen skubber til os for at minde os om det vi dybest set er. Måske er det en hjælp, at få fortalt, at vi alle er forbundne i ånden.
Glemmer vi det, så er livet ofte en udfordring, hvis vi tror, at vi selv skal forklare, styre og udtænke livets kompleksitet og uforudsigelighed .
I nogle sammenhænge har tænkende maskiner overtaget den tænkende del. Hvorvidt det er et gode, er svært at afgøre. Hvis det frisætter hjertet og sætter forældede tanker på standby og giver os tid og mod til at leve, så kan det umiddelbart betragtes som et gode.
Det som jeg oplever særlig værdifuldt, er at tage en dag ad gangen i overgivelse til livet i tillidsfuld uvidenhed om, hvad det indebærer til fulde.
Det er ofte svært, at slippe gamle vaner og overbevisninger. Så det er lettere sagt end levet.
Det samme gælder i vores forhold.
Kunsten i ethvert forhold og, FØRST OG FREMMEST I FORHOLDET TIL OS SELV, er at slippe forventninger og mærke vores behov og lære at leve med de afvisninger, der måtte komme, uanset hvad der forårsager det. Det er lettere i visheden om, at vi er forbundet på et dybere/højere plan. Det kan være godt at minde hinanden om, når kontakten synes manglende og afhængigheden og forventningerne er høje.
Foto: tak til de tre mænd, som kom trillende med hver deres barnevogn, - tilsyneladende i god kontakt med sig selv, deres børn og hinanden. Men hvad ved vi i virkeligheden om hinandens indre liv?
Comments