Der er tiltagende mange mennesker med kroniske diagnoser herunder senfølger efter behandlinger for sygdom. Samtidig er vi et af de steder i verden, der har den højeste velfærd med et offentligt betalt sundhedsvæsen og fri adgang til uddannelser.
Der er helt sikkert flere årsager til det og løsninger på det. Dem jeg især har øje på er følgende:
- Vi er et samfund af tillidsfulde og arbejdsomme mennesker, som primært er yderstyret, og som forsøger at leve op til nogle levestandarder og livsformer, som sjældent passer til vores unikke krop og liv. Det kan let give anledning til stress, og når det har stået på tilstrækkelig længe kan det føre til symptomer, og søger man sundhedsvæsenet kaldes det sygdom. Hvis vi kun behandler symptomer, vil de kroniske diagnoser tiltage og sundhedsudgifterne stige.
- Vi har et sundhedsvæsen, hvor lægevidenskaben er altdominerende. Det har præget vores opfattelse af sundhed, livskvalitet og død. Mange har i en vis forstand mistet sig selv ved at lade sundhedsvæsenet tage over. Helt konkret behandles der ud fra undersøgelser, som er forældede. Det er undersøgelser lavet på mennesker med en anden sygdomsudvikling og livsforløb, end os selv. De mennesker, vi sammenlignes med, er allerede nu et andet sted i deres liv også i forhold til deres egen sygdom. Disse resultater overføres til en vilkårlig patient, der måtte sidde foran lægen. Med andre ord, andre mennsker og patienters fortidige erfaringer påføres nutidens patienter.
Samtidig fortsættes der ofte med behandlinger ud fra frygt og forestillinger om fremtiden. En fremtid som er ukendt og ganske unik for det enkelte menneske også hvad angår et givet sygdomsforløb. Denne frygtbaseret tilgang til kroppen og et andet menneskes potentiale, kan fastholde patienten i troen på at symptomer er kroniske, uden at det behøver at forholde sig sådan. Det sker fordi lægevidenskaben ikke forholder sig til de mange andre faktorer, der kan medvirke til, at et menneske udvikler sygdom, og fordi lægevidenskaben primært fokuserer på sygdom frem for sundhed og patientens potentialer.
- Vi har længe været en tillidsfuld befolkning, hvor mange har sluppet ansvaret for deres egen sundhed og velbefindende og overladt det et offentligt finansieret sundhedsvæsen. Det kan være godt og nødvendigt at overlade ansvaret til mekanikeren, VVS-manden, elektrikeren, tømreren med mere, men det kan være livsbegrænsende at overlade det fulde ansvar for vores velbefindende til andre mennesker. Naturligvis forholder det sig lidt anderledes for børn, svært syge og handicappede mennesker, som vi takket været vores offentlige system, kan støtte og hjælpe på bedste vis.
Selvansvarlighed kan forveksles med skyld og skam, derfor vil jeg fremhæve, at der er ingen skyldige mennesker, og skam opstår, når sindet dømmer og vurderer. Først når vi ved bedre og er i stand til at handle anderledes, kan vi stille og roligt begynde at tage ansvar. Det forudsætter samtidig, at dem der insistere på at tage ansvaret for andre slipper det.
Når vi begynder at tage ansvar for egen sundhed, vil vi mærke os selv, og hvad vi dybest set har brug for, fremfor det vi får fortalt, vi har brug for. Det er en bevægelse fra at være primært yderstyret til at blive mere inderstyret i forhold til vores liv og velbefindende. Herved vil flere kroniske diagnoser forsvinde, for vi vil bedre kunne acceptere os selv og hinanden, som vi er og ophøre med at sammenligne os selv med andre og med nogle standardværdier, som ligger fjernt fra vores unikke væsen.
- Vi er også et samfund med et uddannelsessystem som længe har prioriteret naturvidenskaben og her & nu resultater, og som samtidig har tilsidesat de langsigtede gevinster i kreativiteten.
Den kreativitet som kan få os ud af kassetænkning også i forhold til sygdom og kroniske diagnoser.
Det er aldrig for sent at tage et lille skridt i en anden retning.
Comments