top of page
Mette Maja Mouritsen
Mette Maja Mouritsen

Blog

Et Drømmeliv




Når jeg drømmer, er jeg tilstede som en mere eller mindre bevidst iagttager. Nogle gange sanser jeg angst, glæde, salighed, ja tilmed et greb i min krop.

I mine natlige drømme ser jeg sjældent min krop. Jeg er primært den bevidsthed, der oplever og iagttager en drøm udspille sig.


I mine dagbevidsthed/ dagdrømme ser og oplever jeg min krop mere intenst.


I princippet er det det samme, der foregår nat som dag. I begge tilfælde er jeg den mere eller mindre bevidste iagttager af det, jeg ser, tænker og sanser.


Min krop er også i aktivitet om natten, blot i langt mindre omfang. Det bemærker jeg især, hvis jeg vågner med ubehag i kroppen.


Alle drømme brister før eller siden, dagdrømmene såvel som de natlige drømme.

Bevidstheden om drømmene lever videre, som erindringer om det hændte.


Det ser ud til, at vores arbejde består i at opleve, iagttage og elske vores drømme. Hvorfor ved jeg ikke, selvom jeg har mine gisninger.


Livet inviterer os skiftevis til being og doing.


I årtier har den menneskelige bevidsthed overvejende været optaget af ” doing,” imens ”being” har været mere eller mindre undertrykt. Måske i en frygt for følelsen af stilstand. Og måske fordi vi er tilbøjelige til at glemme, at døden, herunder de bristede drømme, blot er en overgang til en ny tilstand og altså ikke en følelse af stilstand. Var døden en følelse af stilstand, ville vi fortsat være her, for følelser kan kun føles, imens vi er i live.


Huskeanæstesi og nærdødsoplevelser er værdifulde eksempler på, at bevidstheden lever videre, selv når et menneske betragtes som dybt bevidstløs eller død.


Jeg forestiller mig, at det må være befriende at vide for mennesker som frygter sygdom og død, hvilket de fleste mennesker nok gør i et eller andet omfang, imens de lever, og især hvis de lider.


Det er trist, at denne viden er glemt og måske gemt for jeg tror, at den viden giver større frihed og mod til at leve livet.


Tilbage til mit nuværende drømmeliv. Det er i en tilstand af being, at jeg især oplever mig modtagelige for nye input, bevidste som ubevidste. Noget jeg tror, der er brug for i en kultur, hvor ”doing” er ved at skubbe os og naturen udover kanten af vores eksistens. Eller måske rettere sagt vores tro på “I need to do in order to be”.


Som en klog ven sagde til mig. Det er svært at afgøre, om bevidstheden er i kroppen, eller om kroppen er i bevidstheden.


Der er en verden af frihed til forskel i de to betragtninger. Alt andet lige, er det nok både og.

Så, alt er vel,- "You are doing well and you are being done well"

Med et ønske om endnu flere opløftende drømme

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page