Som "menneske-får", "politi" og "dommer" kan vi meget, når vi husker at tage vattet ud af ørene og ind i munden og lægge hånden på hjertet…

Her inkluderer jeg mig selv, for jeg kender mange af mit Ego’s svagheder. Et ego som også indbefatter at være uddannet speciallæge med en psykoterapeutisk videreuddannelse, hvoraf den sidste har været god, til at få lys på skyggesider af min personlighed dog langtfra alle, for jeg opdager fortsat skyggesider, som trænger lys til glæde for mig selv og mine omgivelser.

Jeg ved, at jeg er langtfra perfekt, og alligevel er jeg perfekt som ”det menneske-får,” jeg er derfor vover jeg at skrive følgende:

Mange læger er ubevidste om, at deres diagnoser kan skade mere end de gavner, hvorved autoritetstro patienter bliver til lægens diagnose. De identificerer sig med dem og bliver samtidig ofte afhængige af lægens forslag til en vej ud af deres tilstand. En tilstand, som kan være lige så forskellig og foranderlig, som der er fysisk, psykisk, social og åndeligt velbehag og ubehag i et menneskeliv.

Det der får mig til at træde i karakter er, når læger er overbevist om, at de ved bedst, fordi de mener det er bevist med deres selvopfundne bevisførelse. Hårdt mod hårdt; det er livsbegrænsende og stik imod en lægens virke.

I et blødt og kærligt og humoristisk perspektiv har jeg lært at værdsætte mit Ego (dommeren) og jeg kan gøre brug af min lægelige- og psykoterapeutiske uddannelse ( politiet), og jeg kan glædes som et menneskeligt får og gøre brug af min medfødte intuition.

Jeg er det hele og det spiller bedst sammen, når jeg er mere bevidst om, hvordan de virker og potentielt set kan skade andre mennesker. Jeg er langtfra fuldt bevidst og perfekt, men jeg øver mig hver dag i at tage vattet ud af ørene og ind i munden og lægge begge hænder på hjertet, så pegefingrene, ja selv tomlerne peger uendeligt langt indad og opad. … Derfra hvor alt oprinder.