Angsten for at dø er ofte årsagen til, at der sjældent tales om døden, og til tider synes det som om, at vi helt har glemt, at vi en dag skal dø, og at vi på ingen måde kan kontrollere dødens endelig indtræden. Dødsangst handler både om angsten for den fysiske død, men også om angsten for tab af selvbillede, identitet og tilhørsforhold. Dødsangst kan vise sig gennem selvbegrænsende adfærd og være en hindring for at leve livet fuldtud.
Det kan være svært at genvinde roen, når tvivl og bekymringer holder hus, og uro og angst har taget over sammen med angsten for at miste kontrol over angsten. I virkeligheden er det ganske lidt, vi kan kontrollere, når det handler om livets store spørgsmål som kærlighed, liv og død. Vi lever allerede i det uvisse med en illusion om at være i vished og kontrol. Den illusion kan forekomme beroligende, indtil vi vågner op i bevidsthed om livets foranderlighed.
Det er så let at blive drevet af angsten. Angsten for at miste...
Angsten kan manifestere sig ganske diskret som en indre uforklarlig uro eller rastløshed. Angstn kan også komme uventet og voldsomt.
Angsten har mange forskellige synlige som usynlige ”ansigter.” Den kan vise sig gennem vores ord, handlinger, bevægelser, lyde og kropslige symptomer, og den ledsages ofte af en følelse af at være adskilt i forhold til omgivelserne. Det kan også være en følelse af adskilthed i os selv. Angst ligger ofte bag de mange andre følelser, vi benævner med ord som skyld, skam, tristhed, vrede, jalousi, irritation med mere, som en angst for at fejle, miste kontrollen, miste ansigt og værdighed.
Forskellige omstændigheder kan skubbe til angsten. Det kan være det at sammenligne os med andre og med det, vi kalder ”normalt,” og derigennem kan vi føle os unormale og usikre på os selv og vores værd. Lavt selvværd kan bringe os ud af kontakt med vores dybere selv, det der ved, at alt er forbundet, og at alt skabt har en mening og værdi i sig selv.
Andres historier om sygdom, vold, død, ødelæggelser og katastrofer kan også vække uro og angst. Informationer og fortællinger som ofte i sig selv er formidlet og drevet af angst, og derfor let kan vedligeholde processen uden at tjene et egentligt oplysende og opløftende formål i retning af at minimere angst og utryghed omkring os. Angst skaber ofte mere angst og kan føre til yderligere angstbaserede reaktioner som krig og ødelæggelser.
Angst kan også dukke op fra vores indre uden umiddelbar forklarlig ydre grund som en påmindelse om at bevæge os ud af en fastlåst tilstand.
Angst er et livsvigtigt signal, som udløses i sindet og sjældent af virkeligheden foran os.
Vi kan gradvist bevæge os fra angstbaseret styring til at leve i større tillid til livets flow med en følelse af at være forbundet i os selv og med vores omgivelser. En tilstand som jeg tror, vi alle har oplevet og fortsat kan opleve kortere og længerevarende og måske varigt.
Der er naturligvis ikke ét enkelt svar og en enkel løsning på denne bevægelse, men vi kan begynde at forholde os til os selv, vores krop, følelser og overbevisninger, og så kan vi hjælpe hinanden i denne proces.
Angst skal ikke undgås, den skal leves med som en naturlig del af livet. Det lyder enkelt, og alligevel er det svært for de fleste. For at gøre det mere konkret følger her nogle beskrivelser af nogle forskellige måder at håndtere angst. Her er de adskilt i en følelsesmæssig, mental, fysisk og åndelig tilgang, velvidende at de alle influerer på hinanden.
Vi kan eksempelvis tillade følelsen at blive følt, så vi kan forholde os til den. Herved kan vi opleve, at angsten opløser sig selv.
En forløsning af angst, hvor følelsen tillades at blive følt fuldt ud, kan føre til en efterfølgende følelse af tomhed, især hvis angsten har været den dominerende drivkraft i livet. Tomheden kan være lige så ubehagelig og lige så væsentlig at tillade at blive følt.
Foruden tomheden kan der også være en følelse af tab og sorg, og en længsel efter et liv der endnu ikke har været levet fuldt ud.
Bag angsten og tomheden og sorgen kan der opstå en salig stilhed og en fornyet sanselighed i hele kroppen, som en spirende kraft der igen viser vejen ud i livet på en ny og mere angstfri måde.
Det er ofte en proces, der består i løbende accept af de følelser, der dukker op, for bag de fleste følelser ligger oftest en grundlæggende følelse af angst.
Mennesker der er voldsomt angste kan have en følelse af, at de dør, mister kontrollen, besvimer eller bliver sindssyge. Derfor kan det være svært at være i følelsen, indtil den opløses, og det erkendes, at man overlevede det man frygtede. Så hvis man vil slippe angstens tag ved at overgiver sig til den, kan det være en fordel at få støtte til det i et trygt og tillidsfuldt miljø, når man er parat til det.
Ad den mentale vej kan man stille sig selv nogle spørgsmål, som disse:
Hvad er det vigtigste lige her og nu?
Hvad er det vigtigste i livet?
Hvilket valg som jeg udskyder eller undlader, skal jeg træffe ?
Hvad er min største drøm?
Hvad er mit første næste skridt, velvidende at jeg ikke kender vejen og den endelig form af mine valg og mine drømme?
Når vejen er målet i sig selv, bliver alt vi møder i livet læring, og angsten for det uvisse bliver mindre. Vi bliver modigere og mere livfulde. Vejlederen er formløs i sin ultimative natur og kan samtidig vise sig i utallige former, som alt og alle vi møder derude, som måtte bevæge vores indre.
En fysisk tilgang handler om at flytte fokus nedad i kroppen og indebærer al form for fysisk kontakt og bevægelse. Det kan være aktiv- og passiv bevægelse, massage, berøring, omfavnelse, ja enhver form for fysisk kontakt, der bringer os tilstede her og nu i kroppen. Det kan være i kontakt med et andet mennesker, med dyr, i naturen, gennem lyd og musik, i kreativ eller praktisk udfoldelse med mere. Fysisk kontakt giver en umiddelbar jordforbindelse, hvorved angsten minimeres eller forsvinder. Det giver ikke nødvendigvis en ledsagende bevidsthed om de udløsende faktorer, men det giver en værdifuld og nødvendig beroligelse, gennem det at føle sig forbundet med omgivelserne. Herfra er det lettere at acceptere det uvisse og ændre på det, vi kan ændre på, og acceptere det vi ikke kan ændre på, og berolige os selv med, at alt hvad vi oplever ofte giver mening i baglysets skær. Gradvist kan vi igen føle os forbundet i os selv.
En åndelig tilgang handler om at hvile og handle i tillid til, at alt er ok. Det er et slip ind i det uvisse i forhold til det, vi alligevel ikke kan kontrollere som menneske, og det er i grunden ganske meget. Denne tilgang frisætter energi, bringer lethed, glæde og taknemmelighed i livet.
Grundlæggende handler alle veje om at finde roen i sig selv, så man undlader at lade sig presse af sanseindtryk og samtidig tillade alle sanseindtryk, for det er samtidig dem, der gør os til levende jordiske væsener. Det er lettere, når vi kan mærke os selv, vores kropslige sansninger og forholde os til os selv.
Det er forståeligt, at det kan være en langsommelig proces at bevæge sig fra angstbaseret styring til kærlighedsbaseret vejledning, hvor kærlighed er en følelse af at være forbundet og i flow vejledt af vores indre formløse natur. Det går lettere, når vi tager et skridt ad gangen og undlader at sammenligne os selv med andre. Alt sammen i kærlig medfølelse for os selv og hinanden.
Det er godt at kende angstens mange ansigter i os selv og vide, at den kan omfavnes i kærlighed. Forvandlingen begynder i os selv, og sammen gør vi det lettere for hinanden.
Fra bogen "Det Helende Menneske" kan lånes på biblioteket og købes i boghandlen.