
Traumer dækker over utrolig mange forskellige hændelser fra misbrug og vold til kærestebrud og benbrud. Uanset hvad der måtte udløse traumet, så er er oplevelsen af at være ramt individuel, selvom de følelsesmæssige reaktioner ofte er de samme så som magtesløshed, handlingslammelse, sorg, frustration, vrede, usikkerhed, angst. Her beskrives kærestebrud og benbrud sammen for at bringe en forståelse for det fællesmenneskelige ved to forskellige traumer.
Som traumatiseret, er det naturligt at føle sig som offer for det uforståelige og det uretfærdige. Det kan være svært at ryste af sig også efter benbruddet og hjertesorgen er helet. På mange måder kan traumer fastholde os i rollen som offer, og andre i rollen som krænker og hjælper, foruden den fysiske oplevelse af tab.
Tabet af førlighed og tab af kærlighed, kan opleves som at miste en del af os selv.
Derved kan vi let glemme, at uanset ydre synlige tab, eller indre mere usynlige tab, så er alt stadig tilstede. Benet og kæresten er der endnu, i den forstand at de er stadig en del af os, det vi også er blevet til gennem livets traumer. Vi ejer blot ikke længere den samme kontrol over vores ben eller kæresten som før. Uanset hvor langt vi ønsker at skubbe traumet, kæresten, det invaliderede ben væk, så er det hele der fortsat. Vi oplever ofte lignende traumer igen, blandt andet fordi vi endnu ikke har accepteret det passerede, som en del af os vores livserfaring, som noget vi skal lære i livet. Det handler også om at træde ud af rollen som offer, og samtidig give andre mulighed for at træde ud af deres roller som krænker og hjælper. For alle som tager ejerskab over en bestemt rolle eller påtager sig eneansvaret i en rolle bliver belastet i længden. Med andre ord offer, krænker hjælper kan lide ligeværdigt i nogle fastlåste roller.
Så hvordan leve videre med vores traumer ? For mig er der også her fire helingsniveauer at tage højde for: Det strukturelle, Det funktionsmæssige, Det personlige og Det bevidsthedsmæssige. I den umiddelbare akutte fase, vælger vi oftest at tage hånd om det strukturelle niveau: smerten i benbruddet og smerten i tabet af kæresten. Hvis det derimod er det eneste der håndteres, kan vi let risikere at blive fastlåst i vores traume historie. Der er mere i bogstaveligste forstand som skal rystes af os, og som vi skal forholde os til. Chokket ved funktionstabet i form af måske varig nedsat førlighed, og tabet af de roller der var i kæresteforholdet. Dette traume arbejde er fuldt ud lige så væsentlig en del af traumebehandlingen.
Dertil kommer arbejdet på det personlige niveau, ved at stille spørgsmål til os selv som: Hvorfor lige mig? Hvorfor igen ? Hvordan er det jeg agerer i hverdagen, så jeg kommer til skade? Hvordan er det jeg reagerer i et forhold, så jeg såres ? Hvordan er det at være mig lige nu, kan jeg vælge at reagere og agere på anden vis ? Hvorfor beder jeg ikke om den hjælp, jeg virkelig behøver?
Mange spørgsmål rettet til vores personlighed, vores måde at være i verden på kan hjælpe os til at se forstå traumet, forstå smerten og lade det være en del af livet uden at være hele livet eller fanget i en rolle som offer.
Så er der det bevidsthedsmæssige niveau, der hvor visheden om alt det hændte befinder sig: hvorfor traumet opstod lige nu i vores liv. Det fulde svar finder vi nok aldrig, da vi ikke er fuldt vågne mennesker hverken på det cellulære plan eller på et højere bevidsthedsniveau, det jeg vil kalde et guddommeligt perspektiv.
Alligevel hjælper det mange traumatiserede mennesker at forsøge at finde en mening med det hændte, det forudsætter ofte en evne til at abstrahere fra vores gængse overbevisninger om det perfekte liv, den perfekte krop, det perfekte parforhold, og om hvad der er rigtigt og forkert. Ved at vove at stille os selv spørgsmål som disse: Hvad medførte dette benbrud af måske nødvendige ændringer eller indsigter i mit liv? Hvad forhindrer det mig i lige nu, som måske samtidig kunne være nødvendigt og godt for mig, der i livet hvor jeg befinder mig nu? Hvem er jeg bag benbruddet, og det liv jeg levede før traumet? Det samme med kæreste-forholdet: Hvem er jeg uden min kæreste? Hvad lærte forholdet mig om mig selv ? Hvilken rolle påtog jeg mig i forholdet ? Hvorfor sker det lige nu i mit liv ? Hvad mangler jeg at vågne op til, siden dette ikke var ”endestationen” ?
En anden grund til at forstå det bevidsthedsmæssige niveau, er at det gradvist kan befri os for gentagelsestvangen, altså det at vi gentager de samme traumer igen og igen i forskellige variationer, indtil vi om muligt er helt helet.
For mig handler traumeheling om at støtte det hele menneske ud fra de fire nævnte niveauer lige som ved andre lidelser. Jeg tror ikke at én læge, én behandler kan tage sig af det hele i én behandling, da det er en proces, men vi hjælpere kan være opmærksomme på disse helingsniveauer i mødet med patienten/klienten. Det er også et ønske om et samarbejde mellem læger, healere, terapeuter, behandlere mm. som kan bidrage på hver deres niveau med hver deres talenter, for heling alene på det det strukturelle niveau(symptom lindring) er ikke tilstrækkeligt i længden.
Én case historie fra det virkelige liv, som et eksempel på, hvordan en del af traume processen kan angribes.
På vej hjem fra arbejde i bil, ser jeg en flok mennesker, som er samlet omkring en person, der ligger på en cykelsti, jeg stopper op og går derhen. Midt på cykelstien ligger en kvinde på ryggen, hun er i live men helt stiv, hun har cykelhjelm på. Der er ikke noget blod at se, og alle lemmer er intakte og hendes mand står oprejst og holder deres cykler og taler med andre tilløbne mennesker. Han fortæller at ambulancen er tilkaldt, og alle er forståelig nok lidt urolige og utålmodige, for tiden synes ofte lang i sådan en situation. Umiddelbart vurderer jeg situationen som forholdsvis fredelig, men jeg ved jo ikke hvad der i grunden er sket med kvinden, og hvordan hun er landet der på ryggen. Pr. intuition sætter jeg mig ned holder hende i hånden, og beroliger hende. Jeg ved at både ro og rystelse er en del af den akutte traumebehandling. Jeg beder hende om at se på hendes fødder og bevæge dem. Den bevægelse afleder hende fra den naturligt ledsagende angst som følger med traumet, og samtidig får jeg nyttig information om, at hun kan bevæge sine ben, altså er der ikke sket en alvorlig skade på det strukturelle niveau. Så begynder hun at ryste, og jeg støtter hende i den proces, ved at fortælle, at det er en naturlig reaktion på det chok hendes krop netop har været igennem, så jeg beder hende give sig hen til rysteriet. Jeg sidder stadig i ro, selvom de omkringstående emmer af utålmodighed efter ambulancens kommen. Efter kort tid har hun rystet det synlige chok af sig, og jeg beder hende forsigtigt om at dreje hovedet fra side til side, det gør hun ganske forsigtigt, allerede der løsner noget i den stivnede nakke, den stivnen der indtræffer i ethvert traume udadtil som indadtil, synligt som usynligt. Så er falck-bilen i syne, og inden den ankommer lykkes det at få hende op at sidde, så hun i sin kropslige erindring ved at hun er intakt, også selvom hun efterfølgende bliver lagt ned på en båre, og bliver behandlet i alarmberedskab som patient med potentielt nakkebrud og hjernerystelse. Sådan er systemet, og det er nødvendigt i tilfælde af alvorlige traumer, men en sådan tilgang kan nogle gange skabe mere angst og fastholde offeret i traumet, som ikke alene sidder i det strukturelle (nakkeforstuvning) men også i den personlige oplevelse af uventet kontroltab og med det følger ofte en ubevidst eller u erkendt oplevelse af at være tæt på døden.
Jeg forestiller mig at denne case historie er genkendelig for mange andre, for jeg har mødt flere patienter, der har været igennem forskellige traumer, som er fastlåst i smertefulde tilstande, uden at lægen har kunnet finde ”fejlen” strukturelt set ”, eller efter at ”fejlen” tilsyneladende er rettet eller helet op.
Man kan måske fristes til at tro, at det er fordi jeg er læge, at det forløb som det gjorde. Det er en sandhed med modifikationer. For nok kan jeg som læge hurtig scanne situationen og udelukke alvorlige strukturelle skader, men som læge har jeg aldrig lært den mere usynlige traumebehandling, som sidder i det følelsesmæssige chok og den kropslige erindring i bindevæv, muskler og nervesystem.
Endnu én case historie : For nylig blev en gammel kvinde på 85 år udsat for et alvorligt fald traume ,hvor hun faldt ud af en bus og landede ubevægelig på ryggen med en blødende fra baghovedet. Venlige mennesker deriblandt en ældre herrer hjalp hende på fode igen, og andre inklusiv buschaufføren blev ved hende indtil ambulancen ankom ca. 45 min senere. Hun fik kærlig omsorg og på sin måde fik hun rystet noget af sig, for som hun beskriver havde hun en oplevelse af at være lammet i det ene ben og den ene arme, da hun efter det korte bevidsthedstab vågnede op på ryggen. Hun siger, jeg kunne have været død og huns siger, at hun på ejendommelig vis ser traumet for sig: hun ser sig selv falde ud af bussen og lande på ryggen. Om aftenen ringer hun, da har valgt at være hjemme hos sig selv trods mange gode tilbud om selskab. Hun har lidt hovedpine, får råd om at smertestillende kunne være en god hjælp, og får besked om at hun kan ringe natten igennem, hvis hun har brug for en eller anden form for hjælp eller blot en snak. Næste morgen er der ingen hovedpine, derimod registrerer hun nu, at hun har slået skuldre og arme, og at hun er lidt øm, men fuld mobil og hun har tilmed planer om at tage bussen i byen for at spise frokost med en ven. Hun ved det er følger efter slaget, og hun siger: ”Nu skal livet fortsætte” noget der helt forståeligt har været ganske svært for hende efter tabet af hendes elskede ægtefælle få år tilbage. For mig at se var der en smuk symbolik i, at det var den venlige gamle mand der hjalp hende på fode igen, midt i hendes oplevelse af at ligge der på langs og være delvist lammet i livet <3
Håber med dette indlæg at give stof til eftertanke om et bredere samarbejde om helhed i sundhed.