Her mit bidrag til en bredere forståelse for de forskellige lidelsesfulde tilstande, vi mennesker måtte opleve. For bedre at beskrive mekanismerne tager jeg udgangspunkt i den tilstand, der hedder Demens. Alt i os er tilstande, som vi er de eneste der oplever, uanset hvad andre måtte mene eller tænke om dem. Vi kan opleve os raske, når andre kalder os syge, og syge når andre kalder os raske, og vi kan dø og overgå til en helt anden tilstand, sådan som mennesker med nærdødsoplevelser har oplevet og er vendt tilbage fra, og vi kan også helt overgå til døden. Alle tilstande er i små og store sammenhænge flygtige. Årsagen til en demenstilstand vides ikke, vi siger ofte, at det er genetisk bestemt, men det er jo alt, så det fortæller ikke så meget om årsagen. Det vides nemlig ikke, hvornår generne i vores DNA begynder at skabe tilstanden demens, for generne er ikke årsagen, de er blot skabelonen, der sætter gang i udtrykket, det udtryk vi benævner demens. Vi ved altså ikke hvad der i genernes helt nære og fjerne omgivelser sætter gang i processen og tilstanden. Arv er ikke en betingelsesløs sandhed, for det er ikke givet, at genetikken kommer til udtryk i et menneskets liv. Tænk på det raske nysgerrige barn. Vi er født raske med et potentiale for at forblive raske og reagere på livets mange hændelser også tab og traumer, og ikke mindst en mulighed for at vælge til og fra bevidst som ubevidst. Demenstilstande kan overordnet set anskues og angribes ud fra følgende niveauer: 1) Fra et strukturelt niveau, kan Demens beskrives ud fra de forandringer lægen observerer gennem sine undersøgelse. Det er blot en beskrivelse af forskellige strukturelle forandringer der eventuelt kan ses på celle, organ og biokemisk niveau, og som kædes sammen med tilstanden. Ud fra de fund sættes diagnoser på som eksempelvis: Alzheimer demens, alkoholisk demens, parkinsson demens, lewi body demens, vaskulær demens, etc. Dette i en forventning om at en kemisk substitut, et lægemiddel eller et andet stof kan korrigere, lindre eller helbrede tilstanden. En mekanistisk tilgang, som ikke er tilstrækkelig, da vi tydeligt kan se at ét (eller flere) lægemidler, ikke kan helbrede tilstanden demens. Kemiske/ strukturelle forandringer forekommer ved stort set alle tilstande, hvor der opleves ubehag og lidelse, de er ikke årsagen de er reaktionen på årsagerne. 2) Fra et funktionelt niveau kan demens beskrives som tab af forskellige funktioner, personen var i besiddelse af før demenstilstanden. Det kan være tab af hukommelse, orientering, følelses kontrol, balance, ro, gangfunktion, nærvær, empati med mere. Alle funktionstab, kan findes mere eller mindre ved mange andre tilstande. Så funktionstab er noget der også opleves ved alle tilstande af ubehag og lidelse. 3) Fra et personlighedsmæssigt niveau, kan demens beskrives som at personligheden forandres ja går i opløsning. Det der førhen kendetegnede personen er vanskeligere at få øje på, og det der var mere ukendt træder måske tydeligere frem. For funktionstab er også forbundet med tab på det følelsesmæssige plan ligesom følelsesmæssige tab også kan føre til funktionstab. Det opleves eksempelvis ved depression, som tab af både aktivitets niveau og følelsesmæssig medsving. Tab og sorg, skyld og skam og magtesløshed kan vise sig på mange måder, som vrede frustration, angst, ”belle indifference” men også ved glemsomhed, usikkerhed, forvirring. Det kan med andre ord være vanskeligt at sige, hvad kom først : Tab og sorg over noget der måske for længst er glemt af intellektet, eller tab og sorg over et funktionstab der er synligt her og nu eller begge dele. Mange forskellige følelsesmæssige ubalancer er tydeligt at iagttage ved demens tilstande. Personligheden formes også, ja måske især, af vores følelsesmæssige tab og traumer, alt det som kan forhindre os i at være, alt det vi også er eller kan være: farverige og mange facetteret mennesker. Personlighedsmæssige forandringer er noget, der opleves ved alle tilstande af ubehag og lidelse både for personen selv og omgivelserne, og kan være meget smertefuldt. 4) Fra et bevidsthedsmæssigt niveau, er der dybest set en iagttager til alt i livet også det, som vi kalder sygt og raskt. Der er en vished og sammenhæng med alt det hændte, den udløsende årsag, det der satte gang i generne , så de strukturelle forandringer , funktionstabet og de personlighedsmæssige forandringer blev synlige. Vi er bare ikke bevidste om det, fordi vi ikke er vågne helt ned på celleplan, og vores intellekt og vores forsvarsmekanismer forhindrer os ofte i at være vågne på det følelsesmæssige/personlighedsmæssige plan. Med andre ord, det er sjældent, vi opnår fuld bevidsthed om den/de udløsende årsager, i bedste fald kan vi måske opnå bevidsthed om tilstanden på det strukturelle, funktionelle og personlighedsmæssige plan og forholde os til den, uden nødvendigvis at dømme den som syg eller rask, da vores eller andres domme kan og oftest er årsagen til at fastholde os i en tilstand. Vi kan kun forholde os til det der er. Med demenstilstanden som et eksempel, ser det ud til at et menneske skal forlade verden på denne måde, ved ubevidst at slippe styringen og gradvist opløses. Vi ved ikke, hvad der førte til den, for i de sværeste tilstande kan vi oftest ikke kommunikere med dem i håb om at finde svaret i dem. Vi kan kun forholde os til det, der er: de er ved at sige farvel eller har allerede sagt farvel til livet , uden dog at være døde i vores vanlige forståelse af døden. Vi kan opleve mennesker i demens tilstande gå rundt og snakke med sig selv, eller med usynlige væsener, de griner græder, vredes, glædes, og midt i alt dette falder de måske eller bliver syge og er tæt på at dø, og alligevel kan de ikke helt slippe. Måske på grund af angsten for at dø, måske på grund af et dybt inderst ønske om fortsat at leve eller måske på grund af omgivelserne som holder fast i dem, fordi de ikke kan slippe dem til døden. Med andre ord de er fastlåst i tilstanden. Ved at betragte dem som mennesker der er i færd med at takke af, er det lettere at sige farvel og give dem den fred de søger. Det er oftest meget smertefuld for omgivelserne at være vidne til, og det bedste vi kan gøre er at forsøge at skabe ro. Ro som de ønsker den, ikke som omgivelserne ønsker det. Det kræver en utrolig flexibilitet , at slippe egne værdinormer og krav, i den forstand at acceptere de trisser rundt, siger mærkelig ting og ser mærkelige ud, er vrede, kede, glade, forvirrede og glemsomme, uden at de nødvendigvis skal medicineres , for som sagt kan personligheden ikke helbredes med medicin, men den kan i bedste fald dulme deres uro og angst. Dertil er det nærliggende at anvende kroppens egne naturlige endorfiner eller natur lignende morfiner. Desuden kan man undersøge, hvad der udløser kroppens egne endorfiner og giver den enkelte ro. Nogle har glæde af musikminder, kæledyr, stilhed, kærtegn ja blot at holdes i hånden, for de er tydeligvis angste og urolige for processen. Det kræver ro og rummelighed, og det er svært, når der står mennesker på den anden side, som ønsker kontrol styring, effektivitet og ensrettethed ud fra værdinormer og krav, som som måske ikke altid er til fordel for personen i demenstilstanden. Som demens her er anskuet ud fra ovennævnte niveauer kan enhver lidelse anskues. Uanset om et symptom ved første indtryk viser sig personlighedsmæssigt eller strukturelt, så er der altid gang i alle niveauer, og i bevidsthedens lys i dialog, kan der måske opnås en forståelse for, hvorfor kroppen selv producerer symptomet. Hvad forsvarer den sig imod, hvad søger den at opnå, hvad er det vi ikke er vågnet op til at forstå i vores liv i de sammenhænge vi indgår. Der er ingen, der har puttet lidelsen ind i vores kroppe, vi har selv produceret den oftest ubevidst. Uanset hvad der har skubbet til os udefra eller indefra, så er svaret i os selv, hvis vi vil, tør og muligheder og vilkår er der. Vi kan også fortsætte lindring på det strukturelle og funktionsmæssige plan. Alt er muligt det er et valg, forhåbentligt kan det med tiden blive vores eget bevidste valg, i forhold til vores unikke behov og de valgmuligheder der udbydes.