Huskeanæstesi er et begreb der bruges om mennesker, som vågner op efter fuldbedøvelse, og kan berette om de overraskende og skræmmende oplevelser, de oplevede under operationen, mens de tilsyneladende var bedøvet og i den forstand bevidstløse.

Nogle danske psykologer interviewede i 2012, en række patienter der havde oplevet huskeanæstesi. Denne undersøgelse synes jeg belyser bevidsthed som en formløs og foranderlig energi i kroppen, som ”det” i os mennesker, der både oplever og iagttager kroppens sansninger.

Det interessante ved undersøgelsen er følgende fællestræk i de personlige oplevelser:

De beskriver alle en ophævet tidsfornemmelse: nogle tror der er gået 5 minutter andre tror flere timer. De er i en anden tidsløs dimension, lidt som når vi drømmer.

De sanser tydeligvis: for de beskriver forskellige sansemæssige oplevelser; nogle hører samtalen i rummet mellem personalet, andre ser mørke, andre mærker berøring af deres organer, nogle har ondt, andre føler angst, skyld, skuffelse, væmmelse, panik. Alle oplever sig ubevægeligt lammet.

De har en anden virkelighedsopfattelse, som de beskriver med ord som: ”Levende begravet”, ”dehumaniseret” eller ”virkelighedsopfattelsen er ophævet”.

Men hvem oplever alt dette?

Ifølge lægerne ”burde det ikke kunne lade sig gøre”, men det er faktisk sådan det er, og de har tilmed selv observeret den ubevægelige patient i sin dødlignende bevidstløse tilstand. Men han er bestemt ikke ”bevidst-løs”. Hans højere bevidsthed observerer og sanser, det der foregår.

I lægevidenskabelig forstand er det også lidt uforståeligt, når maskinerne og lægen tilsyneladende helt styrer hjerte, lunger og bevidsthedsniveau. Disse menneskers smertefulde men værdifulde oplevelser, er for mig at se et selvskabt naturvidenskabelig bevis på, at der er bevidsthedsniveauer som ikke kan ses måles og kontrolleres, og at vi kan være i flere bevidsthedsniveauer samtidigt.

Huske anæstesi patienten er til stede i en tidløs værens tilstand som observatøren og samtidig i det aktuelle operationsrum, hvor han med sin krop oplever og sanser, mens operationen står på.

Eksempelvis beskriver en kvinde sin oplevelse af skuffelse under indgrebet: ”Lægen havde jo lovet, at jeg ikke ville vågne anden gang”. Det var anden gang hun oplevede huskeanæstesi trods lægernes bedste anstrengelser for det modsatte.

Der er altså en vågenhed på celleplan som en helkropsoplevelse, for personen oplever følelser som angst og skam og kropslige sansninger som smerte, berøring og lammelse. Og så er der iagttageren, vidnet, deres højere bevidsthed, som oplever alt dette. Og naturligvis beskriver de det efterfølgende som en ”uvirkelighedsfornemmelse”, da det foregik samtidig med, at de også oplevede at de lå ”bevidstløse” hen. De oplevede to virkeligheder på samme tid. Det var en ukendt og ny oplevelse, men den var ikke uvirkelig. De var iagttager af deres fysiske eksistens på et andet tidløs niveau, samtidig med at de eksisterede i den fysiske krop i operationsrummet.

Bevidsthed er for mig at se med disse menneskers værdifulde oplevelser og beskrivelser, tydeligvis en helkropsoplevelse fra celleniveau til vores højere bevidsthedsniveau. Bevidsthed er integreret i vores krop og er også energetisk forbundet med en højere bevidsthed, for hverken hjernen eller kroppen kan iagttage sig selv.

Det synes som om, at bevidstheden kan være mere eller mindre integreret i kroppen som en helhed fra tid til anden, sådan som det opleves ved huskeanæstesi, svære psykoser og nærdødsoplevelser.

Huskeanæstesipatienternes beskrivelser har nemlig påfaldende mange fællestræk med mennesker, som har haft nærdødsoplevelser, ud af kroppen oplevelser og svære psykoser. Sidstnævnte mennesker beskriver ofte: ”At tidsfornemmelsen er ophørt”, ”At de oplever uvirkelighedsfornemmelse”, og at de fortsat sanser på forskellig vis.

Uden at de har delt deres erfaringer med hinanden, beskriver de samme fællestræk.

Alle har oplevelser som ikke kan forklares af den konventionelle lægevidenskab, og som lægerne derfor ofte har svært ved at forstå, og forholde sig relevant til i forhold til patienten, som så let kan føle sig forkert. Som en af huskeanæstesi patienterne beskrev: ” Jeg oplevede en skyldfølelse over ikke at kunne passe på mig selv”. Skam og skyld er tunge følelser at bære rundt på. Og patienterne er jo ikke forkerte, hverken før eller efter anæstesien, eller mens de fortæller om oplevelsen. Som læge kan vi i uvidenhed få patienter til at føle sig forkerte eller unormale, fordi vi ikke forstår, hvad der foregår. Da vi læger har en utrolig autoritet bag vores ord, skal vi naturligvis være særlig varsomme med at kalde noget unormalt, når det i grunden blot er en normal variation, eller reaktion.

Det er heller ikke anæstesimidlet eller formen, der forårsager deres oplevelser, for det er jo heldigvis sjældent, at mennesker har disse oplevelser under en operation. Og selvom det kunne tænkes, at disse mennesker havde fået en for dem upassende anæstesi, er det interessante ved undersøgelsen beskrivelsen af deres oplevelser, mens de ligger tilsyneladende bevidstløse hen. Deres uvirkeligheds oplevelsen, som de beskriver er genkendelig af andre mennesker i andre sammenhænge. Det handler om en større forståelse af begrebet bevidsthed og sensitivitet og individuel variation.

Det der er mindst ligeså interessant er fokus i undersøgelsen. Lægerne fokuserer på, at der noget galt med patienten eller anæstesiformen. Her har jeg anlagt fokus på processen, for der er jo ikke noget galt med patienten. Jeg er overbevist om at huske anæstesi patienterne har en hel normal reaktion på en meget skræmmende oplevelse.

Så hermed lidt ekstra genoprejsning og anerkendelse til deres ubehagelige oplevelser.

Fra bogen " Bevidsthed".